Socialtilsyn Syd søger en proceskonsulent til Sekretariatet
Kan du arbejde procesorienteret med udvikling og implementering af nye tiltag? Vil du være med til at skabe forandringer, som har en konkret værdi for vores organisation og interessenter? Så tilbyder vi lige nu et spændende job som proceskonsulent hos Socialtilsyn Syd.
Dine opgaver
Som proceskonsulent hos Socialtilsyn Syd får du en central rolle i at drive og forme vores strategiske udvikling. Vi er en relativt lille organisation, så du vil være en del af hele rejsen fra idé til implementering. Du kommer til at designe og facilitere processer, der omsætter strategiske mål til konkrete og bæredygtige løsninger – både i nye projekter og ved forbedring af eksisterende arbejdsgange. Sammen med dine kolleger vil du skabe struktur, fremdrift og engagement i de tiltag, der skal bringe os sikkert i mål.
Du træder ind i en organisation i bevægelse. Den 1. januar 2026 trådte flere ændringer i kraft som følge af reformen af lov om socialtilsyn. Hovedformålet er, at socialtilsynene skal arbejde efter en fælles risikobaseret model, for at tilsynstrykket sænkes. Samtidig er det besluttet i Socialtilsyn Syd at sætte en række af projekter i gang for at styrke organisationen, fx vidensgrundlag vedr. kompetenceudvikling, med henblik på at undersøge de centrale kompetencer i løsning af kerneopgaven og kvalitetssikring af tilsynspraksis, for at skabe overblik over implementering af de nye fælles krav. Derfor får du som ny proceskonsulent en unik mulighed for at arbejde videre med implementering og procesunderstøttelse i forlængelse af det fælles arbejde.
Vi tror på, at strategisk udvikling kræver både mod og omtanke. Derfor arbejder vi tæt sammen med organisationens faglige miljøer og planlægger realistisk – med respekt for opgaven og blik for den praktiske virkelighed.
Din profil
Du har en relevant kandidatuddannelse og gerne erfaring med projekt- og procesarbejde. Det vigtigste er, at du er udadvendt og nysgerrig, kan tage initiativ selvstændigt og sammen med andre. Du har blik for både helhed og detaljer, og du trives med at skabe struktur og fremdrift – også når opgaven kræver, at du hurtigt analyserer og finder løsninger undervejs.
Rollen som proceskonsulent kalder på nogle spidskompetencer, og vi forestiller os, at du kan varetage opgaver inden for:
Procesdesign:
- Omsætte strategiske mål/projekter til gode processer
- Understøtte at designede arbejdsprocesser er effektive, klare og implementer-bare
- Oprette proces og projektdokumentation, herunder flowdiagrammer og beskrivelser, for at hjælpe involverede medarbejdere med at forstå og følge projekter/tiltag
Facilitering:
- Færdigheder i at facilitere møder og workshops, der skaber engagerende diskussioner, refleksion og udvikling, men som holder fokus på formålet
- At bistå ledelse og egen leder til strategimøder, så disse omsættes til egentlige strategiske mål/projekter
- Løsningsorienteret med evne til hurtigt at analysere, selv når uforudsete udfordringer opstår
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- kan arbejde selvstændigt og håndtere flere projekter/processer samtidigt
Vi tilbyder
Hos Socialtilsyn Syd bliver du en del af en organisation med lidt over 70 engagerede medarbejdere, der arbejder for en fælles ambition om hele tiden at blive klogere – sammen. Vi har en uformel atmosfære, hvor professionalisme, frihed under ansvar og muligheden for at præge sin egen hverdag går hånd i hånd med et stærkt kollegialt fællesskab. Du får din daglige gang i vores nyindrettede lokaler i Nr. Broby, hvor bussen kører lige til døren.
Du bliver en del af vores Sekretariat, som består af 15 glade og dygtige kolleger. Her har vi en uformel kultur, hvor vi kan grine sammen – samtidig med at vi har fokus på den gode opgaveløsning.
Socialtilsyn Syd er en del af Faaborg-Midtfyn Kommune, som tilbyder gode arbejdsvilkår og lægger vægt på høj trivsel.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse i henhold til relevant overenskomst, hvor de rette kompetencer honoreres gennem forhandling. Socialtilsyn Syd indhenter privat straffeattest forud for en eventuel ansættelse.
Tiltrædelse primo eller medio august 2026.
Yderligere oplysninger
Henvendelse vedrørende stillingen kan rettes til leder af Data- og Udviklingsafdelingen, Kristian Jørgensen, på telefon 72 53 19 61 eller proceskonsulent, Louise Rasmussen, på telefon 72 53 22 66.
1. samtaler forventes afholdt onsdag den 10. juni 2026 og evt. 2. samtaler forventes afholdt fredag den 19. juni 2026.
Der kan mellem 1. og 2. samtale indgå tests som en del af rekrutteringen.
Ansøgningsfrist er søndag den 7. juni 2026.