Vil du stå i spidsen for botilbud, aflastning og aktivitetstilbud på handicapområdet?
Faaborg-Midtfyn Kommune søger en områdeleder til Bo & Aktiv. Her får du en central lederrolle på handicapområdet med ansvar for botilbud, aflastning og aktivitets- og samværstilbud.
Du bliver leder for et område med stor betydning for borgernes hverdagsliv. I Bo & Aktiv møder du engagerede ledere og medarbejdere med høj faglighed. Din opgave bliver, i tæt samarbejde med afdelingslederne, at fastholde og videreudvikle den faglige kvalitet og samtidig tage et tydeligt ansvar for drift og økonomisk styring på tværs af området.
Det er en lederstilling med mange samarbejdsflader, hvor opgaven spænder fra strategisk udvikling til beslutninger, der skal fungere i praksis. Du får en vigtig rolle i at sætte fælles retning for Bo & Aktiv og bidrage til sammenhængende og helhedsorienterede borgerforløb. Derfor skal du have blik for tæt samarbejde på tværs af tilbud, myndighed, områder og forvaltninger – og motiveres af at finde løsninger sammen med andre.
Bo & Aktiv består aktuelt af 10 botilbud, Lundens aflastning og 4 aktivitets- og samværstilbud efter § 104. Området omfatter 117 borgere i botilbud fordelt på 121 pladser, 59 indskrevne borgere i Lundens aflastning med 16 aflastningspladser samt 56 borgere i § 104-tilbud. Der er samlet 197 fastansatte medarbejdere, 5 afdelingsledere og 1 teamleder.
Bo & Aktiv er et område med forskellige målgrupper, faglige traditioner og lokale kulturer. Det kræver en leder, der kan skabe sammenhæng og samtidig har blik for de enkelte tilbuds særlige opgaver, faglighed og vilkår.
Du skal kunne være tæt på praksis og forstå hverdagen, samtidig med at du kan lede området samlet. Det kræver, at du kan bevæge dig mellem strategiske drøftelser, konkrete prioriteringer og den daglige virkelighed på tilbuddene.
Dine vigtigste opgaver
- sætte retning for den samlede udvikling af Bo & Aktiv i tæt samspil med afdelingsledere og chefen for Social- og Arbejdsmarkedsområdet
- tage ansvar for stabil drift, økonomisk styring og tydelige prioriteringer i et område med stort driftsmæssigt ansvar
- fastholde og videreudvikle den faglige kvalitet i botilbud, aflastning og aktivitets- og samværstilbud
- understøtte afdelingslederne som en aktiv og kvalificeret sparringspartner
- sikre, at relevant viden fra borgere, pårørende, medarbejdere, afdelingsledere og samarbejdspartnere sættes i spil dér, hvor den kan kvalificere strategiske drøftelser, prioriteringer og beslutninger
- sikre, at fælles beslutninger og prioriteringer bliver omsat til handling i Bo & Aktiv
- bidrage til sammenhængende og helhedsorienterede borgerforløb i samarbejde med myndighed, øvrige områder og relevante samarbejdspartnere
Din profil
Vi søger en erfaren leder, der kan lede gennem ledere og omsætte fælles retning og overordnede rammer til konkrete prioriteringer, der giver mening i praksis og skaber værdi for borgerne.
Vi lægger vægt på, at du
- har bred ledelseserfaring, gerne med ledelse gennem ledere eller ledelse af et større driftsområde
- er stærk i drift og økonomisk styring og kan omsætte budgetter, aktivitet og ledelsesinformation til tydelige prioriteringer og opfølgning
- har solid forståelse for handicapområdet og komplekse borgerforløb, gerne med indsigt i psykiatriområdet
- kan arbejde strategisk med at fastholde og videreudvikle fælles faglige tilgange, fx recoveryorienteret tilgang og KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik), så de forankres i praksis på tilbuddene
- har forståelse for at lede i en politisk styret organisation og kan omsætte politiske beslutninger til tydelig ledelse i praksis
- er relationelt stærk og kan skabe et godt samspil mellem forskellige fagligheder, perspektiver og interesser. Forstå vigtigheden i at være tilgængelig og synlig
- kan stå roligt og tydeligt i komplekse situationer, hvor der skal prioriteres
Vi tilbyder
Hos os får du et ledelsesrum, hvor du kan præge udviklingen og samarbejdsformerne i Bo & Aktiv. Stillingen kombinerer strategisk udvikling med konkret driftsansvar og giver dig mulighed for at sætte et tydeligt aftryk på et vigtigt velfærdsområde i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Du træder ind i et ledelsesfællesskab med en uformel omgangstone, hvor Faaborg-Midtfyn Kommunes værdier kan mærkes i hverdagen:
- Vi tager ansvaret på os
- Dialog er en forudsætning for, at vi lykkes
- Det skal være sjovt og meningsfuldt at gå på arbejde
- Vi forenkler det komplicerede
Det betyder hos os, at vi går ind i faglige drøftelser med tydelighed og ordentlighed, værdsætter forskellige perspektiver og både kan tage en engageret dialog og grine sammen – også i en hverdag med komplekse opgaver og stort ansvar.
Yderligere om stillingen
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at sende en mail til konstitueret socialchef Rikke Frandsen på rfran@fmk.dk. Skriv gerne dine spørgsmål og dit telefonnummer i mailen, så bliver du ringet op.
Vær opmærksom på, at der i uge 28-31 kan være svartid på grund af ferie.
Om ansættelsesprocessen
- Ansøgningsfrist d. 2. august 2026.
- Case til første samtale udsendes d. 11. august
- Første samtale d. 14. august
- Testmateriale udsendes umiddelbart efter første samtale
- Anden samtale d. 19. august
- Forventet tiltrædelse 1. oktober
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse 1. oktober 2026.
Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst og principperne for Ny Løn.
Arbejdsstedet er Egeparken 64, 5772 Kværndrup, men du vil have din gang på flere af områdets tilbud.
Kommunens medarbejder- og ledelsesgrundlag kan læses via nedenstående link.
Medarbejder- og Ledelsesgrundlag - Faaborg-Midtfyn Kommune.
Flyt til Faaborg-Midtfyn
I Faaborg-Midtfyn Kommune er vi godt 52.000 indbyggere i kommunen og byder hvert år nye tilflyttere velkomne i fællesskabet. Overalt i kommunen gror et stort udbud af foreningsliv, stærke lokalsamfund med fællesspisninger, årlige kulturbegivenheder og levende iværksættermiljøer frem. Faaborg-Midtfyn Kommune er den geografisk største kommune på Fyn – og den smukkeste, hvis du spørger os. Kommunen strækker sig fra Det Sydfynske Øhav over højskolelandet på Midtfyn til Odense-forstæderne i nord. Overvejer du at flytte til Faaborg-Midtfyn Kommune og blive en del af vores mange fællesskaber, vil vi meget gerne hjælpe dig med dine spørgsmål og overvejelser. Tag en snak med vores bosætningskonsulent, Johanne Holten, på tlf. 7253 1065. Flyt til Faaborg-Midtfyn - Flyt til FMK