1000Fryd bliver til integreret børnehus fra 1. august 2026
Skole- og Dagtilbudsudvalget har besluttet at åbne vuggestue i 1000Fryd. Det betyder, at institutionen fra 1. august 2026 bliver et integreret børnehus med både vuggestue og børnehavepladser.
NyhedBørnehavebørnene i 1000Fryd i Ringe får inden længe selskab af en flok små, yngre legekammerater.
Skole- og Dagtilbudsudvalget har den 12. maj 2026 behandlet sagen om kapacitetsstrukturen på Midtfyn og besluttet at åbne vuggestue i 1000Fryd. I den forbindelse skifter institutionen navn til Børnehuset 1000Fryd og bliver en integreret daginstitution med både vuggestue og børnehave.
Åbningen af vuggestuen er en del af en samlet kapacitetstilpasning, der skal sikre bedre balance mellem behov og udbud af dagtilbudspladser i området.
“Med åbningen af vuggestuepladserne i 1000Fryd tilpasser vi kapaciteten til det behov, vi ser lokalt. Det giver samtidig familierne i området flere valgmuligheder og skaber en mere sammenhængende institutionsstruktur,” siger formand for Skole- og Dagtilbudsudvalget, Steffen Jensen.
Trinvis åbning af vuggestuepladser
Vuggestuen i Børnehuset 1000Fryd åbner gradvist.
Den 1. august 2026 åbner de første seks vuggestuepladser, og herefter udvides kapaciteten løbende i august og september. I alt forventes der at blive oprettet op til 18 vuggestuepladser frem mod 2027.
Forældre i postnummer 5750 får mulighed for at skrive deres barn op til vuggestue i Børnehuset 1000Fryd i perioden fra 13. maj kl. 12.00 til 20. maj kl. 12.00 via Digital Pladsanvisning. Pladsanvisningen orienterer de relevante forældre direkte.
Der bliver desuden mulighed for, at interesserede forældre kan besøge institutionen den 18. maj 2026 fra klokken 14.30-16.30. Tilmelding skal ske til afdelingsleder Marianne Wolff på telefonnummer 72534691 eller mail mawo@fmk.dk.
Vuggestuen bliver etableret i de fleksible faciliteter, der blev tilbygget i 2021, og siden har været anvendt til børnehave men med politisk forventning om senere at skulle bruges til netop vuggestue.