start på hovedindhold

Avernakø Landhotel overtager Faaborg Vandrehjem

Avernakø Landhotel overtager driften af vandrehjemmet i Grønnegade og skal fremover byde turister, grupper, familier og vandrere velkommen til Faaborg.

Nyhed

Efter flere gode og travle sæsoner har den drivende kraft på Faaborg Vandrehjem valgt at søge nye veje. Faaborg-Midtfyn Kommune har derfor søgt efter en efterfølger til at overtage og videreføre vandrehjemmet i Grønnegade, og valget er nu faldet på Avernakø Landhotel.

Med overtagelsen får Avernakø Landhotel mulighed for at bygge videre på vandrehjemmets tilbud og skabe gode oplevelser for de mange gæster, der besøger Faaborg og Det Sydfynske Øhav hvert år.

”Vi glæder os rigtig meget til at blive en del af bymiljøet i Faaborg. Vi glæder os til at drive et helt traditionelt vandrehjem, hvor man får en enkel og god overnatning, men også at vi kan udvide vores aktiviteter fra Avernakø og inddrage kulturelle og historiske aktiviteter i Faaborg i vores ø-hop og ø-ture,” siger Gitte Sørensen, indehaver af Avernakø Landhotel.

Avernakø Landhotel har overtaget vandrehjemmet fra 1. november 2026, og lejekontrakten løber til 31. december 2031.