Faaborg gør klar til cykelfest: PostNord Danmark Rundt indtager byen
Oplev Danmarks største etapeløb, når Faaborg er målby ved fjerde etape af PostNord Danmark Rundt den 1. august 2026. Det bliver en dag med højt humør og aktiviteter for store og små.
NyhedLørdag den 1. august inviterer Faaborg til en festlig dag, når PostNord Danmark Rundt kommer til byen. Udover et spændende cykelløb, står byen klar med bl.a. cykelbanko, børnecykelløb og koncerter.
Etapen starter på Langeland og går via Tåsinge og Svendborg, inden feltet rammer Faaborg. Her venter en publikumsvenlig rundstrækning, som rytterne skal køre tre gange.
Rytterne kommer ind i byen via Alléskovvej, ned forbi havnen, ad rute 8, op i Svanninge Bakker, gennem Diernæs og tilbage til Faaborg. Efter tre omgange krydser de målstregen på Banegårds-pladsen ved Helios Biograf og Kulturhus.
Fakta
Dagens program
- Kl. 9.00: Festdagen åbner på Torvet – følg løbet på storskærm
- Kl. 10.00–10.50: Børnecykelløb “Klokketårnet Rundt”
- Kl. 11.30–12.00: Cykelbanko på Torvet m. Henrik Poulsen
- Kl. 13.00: Social Ride (14 km rundstrækning x 3)
- Kl. 13.00–15.00: Musik på Torvet – Hit The Dancefloor
- Kl. 15.30: Speak og storskærm ved målområdet (Helios)
- Ca. kl. 16.30: Rytterne passerer målstregen første gang
- Ca. kl. 17.45: De første ryttere forventes i mål
- Kl. 9.00–21.00: Musik på Torvet – Mojo Frost Trio
Trafik og parkering – det skal du vide
Af sikkerhedsmæssige årsager lukker rundstrækningen for al trafik i tidsrummet kl. 15.30-18.30. Det betyder, at du ikke kan køre ind og ud af området i de tre timer – du kan dog krydse ruten til fods.
Målområdet, der ligger på Banegårdspladsen ved Helios Biograf og Kulturhus, vil være lukket i tidsrummet kl. 6.00-22.00. Mere præcist gælder det området lige efter Kanalvej og frem til Østergade.
Skal du til og fra ø-færgen i bil, vil det være muligt via Havnegade frem til kl. 15.30, hvor hele ruten lukker. Havnegade åbner igen kl. 18.30.
Kommer du i bil for at deltage i festlighederne, kan du parkere ved Cirkuspladsen, hvorfra der er sti ind til byen. Herudover er parkering tilladt efter gældende færdselsregler.
Kom i god tid og vær med til festen
Programmet for festdagen er skabt i et samarbejde mellem det lokale erhvervsliv, engagerede frivillige og Faaborg-Midtfyn Kommune, der alle ser frem til at byde både ryttere og publikum velkomne.
Så tag familie og venner med – det bliver en sjov dag i skønne omgivelser. Men kom i god tid, da der forventes en del trafik.
