start på hovedindhold

Faaborg indvier nyt torv: Mere lys, liv og plads til fællesskab

Oplev Faaborgs nye Torv, når det indvies onsdag den 20. maj kl. 16.00 med musik, taler og kage. Med indvielsen markerer vi afslutningen på en større fornyelse – og begyndelsen på et nyt kapitel for det gamle købstadstorv.

Pressemeddelelse

Faaborgs historiske torv har gennem de seneste måneder gennemgået en stor forvandling og fremstår nu både lysere og mere indbydende. Derfor inviterer Faaborg-Midtfyn Kommune til officiel indvielse onsdag den 20. maj kl. 16.00, hvor alle er velkomne. Her vil være musik, taler og kage til de første 200 fremmødte. 

Forvandlingen af torvet tog sin begyndelse i 2023 med en omfattende borgerinddragelse og støtte fra statens forsøgsordning Frie Bymidter. Siden blev første spadestik taget i silende regnvejr den 23. oktober sidste år, og arbejdet har ændret byens centrale plads markant.

Historisk torv med nyt udtryk

En ny belægning binder nu Østergade, Adelgade og torvet sammen, mens de omkringliggende, historiske bygninger i højere grad får lov at præge byrummet.

Samtidig er der plantet flere træer, opsat nye bænke og lavet et byrumsmøbel, hvor man kan samles.

”Faaborg er en smuk og historisk købstad, og torvet har altid haft en særlig betydning som byens naturlige centrum. Det er her, mennesker mødes, byen lever, og historien mærkes. Derfor har det været vigtigt for os at skabe et torv, der både respekterer det historiske islæt og giver plads til liv, handel, ophold og fællesskab i dag. Det synes jeg, er lykkedes rigtig godt,” lyder det fra Tanja Kromann Clausen, formand for Teknik-, Plan-, og Havneudvalget.  

Allerede nu er området taget godt i brug, og inden længe kommer de sidste ting på plads – bl.a. skal byrumsmøblet have en overdækning, der mangler nye gadelamper på Torvegade og så vil Ymerbrønden blive placeret på sin plads. 

Omdannelsen af torvet er blot ét af mange projekter i Faaborg i disse år, hvor byen gennemgår en spændende udvikling. Lige nu arbejdes der bl.a. på en stormflodssikring og næste år påbegyndes omdannelsen af Øhavsmuseet og Slagteribygningen. Samtidig arbejdes der på at skabe bedre forbindelser mellem bymidten og havnen. Alt sammen er det tiltag, der skal være med til at sikre byens fremtid.

Advarer mod ulovlig kørsel

Med de nye opholdsmuligheder er der kommet et kørsels- og parkeringsforbud på torvet. Desværre er der fortsat mange, der vælger at køre ind. 

”Det skaber nogle farlige situationer, så vi opfordrer derfor til, at man følger de nye regler, så vi kan få skabt en tryg bymidte,” fortæller fra Tanja Kromann Clausen.

Inden længe kommer der bedre skiltning, og fremover vil det udløse en bøde, hvis man overtræder reglerne.

Bilister, der henter take away, henvises til korttidsparkering i Adelgade og Torvegade, mens varelevering fremover kun må ske via Østergade, da det ikke længere er muligt at køre ind og vende på torvet.