Kom og vær med til at vise, hvordan fremtidens bibliotek i Faaborg kan se ud
Børn og familier inviteres lørdag den 7. november indenfor i Slagteribygningen for at komme med deres idéer til Faaborg Biblioteks kommende rammer.
NyhedNår Faaborg Bibliotek flytter til Slagteribygningen, skal de nye rammer ikke alene formes af voksne. Børnene skal også have mulighed for at fortælle, hvad der gør et bibliotek til et godt sted at være for netop dem.
Derfor inviteres børn og familier lørdag den 7. november i tidsrummet 10-15 til den åbne familieworkshop Dit & Mit Bibliotek. Her kan børnene bygge, tegne og vise deres bud på, hvad de gerne vil kunne opleve på fremtidens bibliotek.
Idéerne skal bidrage til visionerne for Faaborg Biblioteks kommende flytning til Slagteribygningen og give perspektiver på både indretning og funktioner og er samtidig en del af arbejdet mod at blive Unicef Børnevenlig Kommune.
Børnenes idéer skal på bordet
Workshoppen gennemføres i samarbejde med tegnestuen VERNA, som har udviklet formatet med udgangspunkt i spørgsmål som: Hvad skal børn kunne opleve på biblioteket? Hvad skal der være plads til? Og hvordan skaber man rum, som børn oplever som deres egne?
I løbet af dagen kan børn og familier blandt andet bygge modeller af deres idéer, skabe læsehuler og opholdsrum, tegne deres ønsker og arbejde med visualiseringer af de kommende biblioteksrammer.
Dit & Mit Bibliotek er en åben familieworkshop, og børn kan deltage sammen med forældre, bedsteforældre eller andre voksne. Man behøver ikke tilmelde sig på forhånd, men kan kigge forbi, når det passer i løbet af dagen. Der serveres lidt varmt at drikke til de fremmødte.
Ideerne fra workshoppen samles og bliver inddraget som input til det igangværende visionsarbejde med JAJA Architects, Faaborg Bibliotek og Ejendomsfonden Slagteribygningen.
Workshoppen skal samtidig bruges til at afprøve, hvordan børn kan inddrages meningsfuldt i udviklingen af kommunens tilbud. Det ligger i forlængelse af kommunens arbejde med at blive certificeret UNICEF Børnevenlig Kommune. Sammen med UNICEF Danmark arbejder kommunen bl.a. for at børn og unge bliver hørt og inddraget.
Workshoppen realiseres med midler fra Kulturregion Fyn, og materialerne kommer primært fra Tingcentralens materialelager.