Kulturrum hjælper unge på vej: Anna fandt troen på job og fremtid
Unge i alderen 15-24 år, som ikke er i job eller under uddannelse, kan nu blive en del af Kulturrum – et forløb i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor den unge kan prøve job af i trygge rammer og fællesskaber. Flere har allerede været igennem forløbet med stor succes.
Pressemeddelelse”Før Kulturrum lå jeg bare derhjemme. Jeg lavede ingenting. Jeg gik bare længere og længere ned i min madras.” Sådan beskriver 20-årige Anna Andersen sin oplevelse med Kulturrum i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Forløbet Kulturrum er et tilbud til unge mellem 15-24 år, der har svært ved at finde sin vej, når det handler om job og uddannelse. Siden august sidste år, hvor Kulturrum startede, har 13 unge været igennem forløbet. Og størstedelen med stor succes.
”Med projektet vil vi gerne fremme unges mentale trivsel og livskvalitet med meningsfulde oplevelser, hvor kommunens kultur- og fritidsliv er centrale aktører. Vi oplever, at både kultur- og fritidsaktører har taget meget, meget positivt imod tiltaget, og vi ser også allerede de første unge, der virkelig ser ud til at få meget ud af deres microjobs,” fortæller Britt Steensgaard Jensen, teamleder for kultur i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Tilbuddet er opdelt i to spor – et kulturforløb med fokus på fællesskab og aktiviteter, der kan styrke de unges mentale trivsel. På det andet spor kan den unge prøve kræfter med ungejobs hos lokale kultur-, fritids- og eventaktører.
Anna Andersen var ansat i et Kulturrum-job i Brobyværk Juniorklub i tre måneder, og det var lærerigt.
„Man var bare en del af arbejdsfællesskabet fra første dag, og man kan ikke mærke forskel på, om man er fastansat eller kommer igennem kulturrumsprojektet. Jeg har aldrig været gladere for et job, end jeg var der,” fortæller hun.
I dag er Anna Andersen færdig i Kulturrum, men forløbet har hjulpet hende godt videre:
„Det gav mig en klarhed over, at jeg kunne være klar til arbejde, og I dag er jeg på TAMU som kompetenceelev.“
TAMU ligger i Odense, og er en arbejdsmarkedsuddannelse for unge mellem 18-30 år, der på grund af personlige og sociale årsager ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet eller er under uddannelse.
Har du også brug for en hjælpende hånd til at blive klogere på job- og uddannelsesmuligheder, eller kender du en ung i alderen 15-24 år, der står uden job eller uddannelse – så er Kulturrum måske svaret.
Kontakt projektleder Signe Bruun på sibru@fmk.dk for at høre mere om Kulturrum og bliv klogere på de mulige ungejobs og forløb.

Anna Andersen, privat foto