Nyt sundhedshus i Nr. Lyndelse skaber bedre rammer til hjemmepleje, sygepleje og lokalsamfund
Den tidligere dagligvarebutik er omdannet til moderne sundhedshus med plads til hjemmepleje, sygeplejeklinik og lokalarkiv.
NyhedTorsdag den 25. juni kl. 13–15 slår Faaborg-Midtfyn Kommune dørene op til det nye Sundhedshus i Nr. Lyndelse på Bøgevej 3, 5792 Årslev.
Her får den kommunale hjemmepleje og lokalarkivet for Nr. Lyndelse og Nr. Søby nye, tidssvarende rammer.
Med ombygningen af den tidligere 873 kvadratmeter store dagligvarebutik, som senest har rummet en Kiwi-butik, får hjemmeplejen langt bedre fysiske rammer, der understøtter en moderne og fleksibel opgaveløsning. De nye faciliteter giver blandt andet plads til faste teams, digitale møder med borgere, forbedrede omklædningsforhold samt fælles arbejds- og mødefaciliteter.
“Vi har fået løst et helt lavpraktisk pladsproblem, men vi får i den grad også en række andre vigtige forbedringer med i købet, som giver medarbejderne langt bedre rammer til at udøve helhedspleje, som det er besluttet med den nye ældrelov,” siger Lars Scheby, formand for Sundheds- og Ældreudvalget.
Derudover er der i sundhedshuset blevet plads til senere at etablere en ny sygeplejeklinik i byen.
Lokalarkiver flytter fra børnehus
Lokalarkiverne for Nr. Lyndelse og Nr. Søby får nye lokaler i bygningen, hvilket sikrer bedre bevarings- og formidlingsmuligheder. Arkiverne flytter dermed deres aktiviteter fra Børnehuset Symfonien, hvor de hidtil har holdt til. Det gør det muligt at udvide kommunens særlige dagtilbud til børn med handicap.
Behovet for pladser i de særlige dagtilbud er stigende både lokalt og nationalt, og den nye løsning gør det muligt hurtigt at imødekomme efterspørgslen.
“Vi er glade for, at vi med én løsning både kan styrke de lokale kulturtilbud og skabe bedre plads til vigtige velfærdsopgaver,” siger Ole Pedersen, formand for Kultur-, Fritids- og Lokalsamfundsudvalget.
Indvielsen markeres med taler ved formand for Sundheds- og Ældreudvalget, Lars Scheby, og formand for Kultur-, Fritids- og Lokalsamfundsudvalget, Ole Pedersen.
Efterfølgende er der rundvisning i de nye lokaler.
Fakta
Om ombygningen
- Den tidligere Kiwi-butik er ombygget og udgør i alt 873 m²
- Ca. 400 m² er indrettet til den kommunale hjemmepleje
- Ca. 100 m² anvendes til sygeplejeklinik
- Øvrige arealer anvendes bl.a. til lokalarkiver
- Adresse: Bøgevej 3, 5792 Årslev