start på hovedindhold

Rettighedsstafetten gjorde stop på Broskolen: Børns rettigheder på skoleskemaet

Quizzer, bevægelse og gode snakke om et alvorligt emne fyldte dagen, da Rettighedsstafetten besøgte Broskolen i Årslev. Her blev eleverne klogere på Børnekonventionen og på deres ret til hjælp og beskyttelse.

Nyhed

Alle børn har rettigheder. Men for at kunne bruge dem er det vigtigt, at børn også kender dem.

Derfor sætter Rettighedsstafetten hvert år fokus på Børnekonventionen, og for nylig lagde stafetten vejen forbi Broskolen i Årslev. Her var der masser af engagement, bevægelse og refleksion, mens eleverne arbejdede med børns rettigheder.

For Lea og Ludvig fra 5.A var især quizzerne og de aktive øvelser et hit.

"Det er vigtigt, at børn kender deres rettigheder, så de kan sige det til nogen, hvis de har brug for hjælp," fortæller de.

Børnekonventionen er ikke fremmed for 5.A

Lea og Ludvig kendte allerede til Børnekonventionen fra undervisningen.

"Jeg ved, at man skal lytte til børn, og at det er vigtigt at hjælpe børn med handicap," fortæller Lea.

Ludvig peger på nogle af de andre rettigheder:

"Jeg ved, at børn skal beskyttes mod arbejde, og at alle børn har ret til et trygt hjem og mad."

Årets Rettighedsstafet har særligt fokus på artikel 19 i Børnekonventionen, der handler om børns ret til et liv uden vold.

På spørgsmålet om, hvad de ville gøre, hvis en ven fortalte, at han eller hun blev udsat for vold, er de to elever ikke i tvivl.

"Vi ville sige, at de skal fortælle det til en voksen," siger Lea.

"Og hvis det er svært, kan man måske få en anden voksen med, som man er tryg ved. Man kan også fortælle det til en lærer, så læreren kan hjælpe," supplerer Ludvig.

Rettighederne skal sidde på rygraden

Viceborgmester Vagn Allan Hansen deltog også i besøget og glædede sig over elevernes engagement.

"Det har været dejligt at være en del af Rettighedsstafetten på Broskolen og opleve børnenes engagement. Det er vigtigt at være tydelige omkring, at alle børn og unge har ret til et liv uden vold og der skal være klare signaler om, at børn har ret til hjælp og beskyttelse. Det er de voksnes ansvar at reagere,” siger han.

Fakta

Om Rettighedsstafetten

Rettighedsstafetten er et samarbejde mellem Børnerådet, UNICEF, Børns Vilkår, Red Barnet, Institut for Menneskerettigheder og Danske Skoleelever.

Formålet er at øge børns kendskab til deres rettigheder i FN's Børnekonvention gennem undervisning i uge 38.

Årets tema er artikel 19, der handler om børns ret til at leve et liv uden vold.

En børnevenlig kommune

Faaborg-Midtfyn Kommune samarbejder med UNICEF Danmark og er kandidat til at blive UNICEF Børnevenlig Kommune. Her er arbejdet med Børnekonventionen en vigtig del af ambitionen om at styrke børn og unges trivsel.

Målet er samtidig, at børns rettigheder bliver en naturlig del af hverdagen for blandt andre lærere og pædagoger.

"Med vores samarbejde med UNICEF og vores kandidatur til at blive UNICEF Børnevenlig Kommune sætter vi fokus på Børnekonventionen, fordi vi ønsker at styrke trivslen blandt børn og unge. Børnekonventionen kan bruges i praksis, fordi den er et godt udgangspunkt for samtaler mellem børn og voksne og mellem voksne. Den hjælper med at skabe tillid, forståelse og fælles refleksion over, hvordan vi gerne vil være sammen,” siger Vagn Allan Hansen.