Vær med til at hylde vores frivillige
I Faaborg-Midtfyn har vi rigtig mange gode frivillige, der hver dag gør en forskel i vores foreningsliv. Dem vil vi gerne hylde ved Frivillig Fredag den 25. september.
NyhedKender du en frivillig eller en forening, der fortjener at blive hyldet?
Så er det nu, at du skal indstille vedkommende, så vi sammen kan hylde kommunens ildsjæle ved Frivillig Fredag den 25. september 2026.
Her uddeler vi tre priser:
❤ Årets Ungefællesskab - Vi vil gerne hædre et aktivt ungefællesskab, ungeforening eller gruppe af unge i en forening. Vi ønsker at fejre engagerede personer, som gør en forskel for kammeratskabet, sammenholdet og lokale ungefællesskaber. Gruppen/foreningen/de unge der nomineres, skal være under 25 år og må med deres frivillige indsats og engagement skabe lokal forskel i ungemiljøerne.
❤Årets Forening - Med uddelingen af denne pris ønsker vi at hædre en forening, der har skilt sig positivt ud blandt et dynamisk og alsidigt foreningsliv. Prisen gives til en forening der på ekstraordinær vis har udført et unikt stykke arbejde, der har skabt positiv udvikling i den pågældende forening. Udført en indsats ud over det sædvanlige, der har gjort mærkbar positiv forskel for foreningens medlemmer/brugere.
❤Årets Ildsjæl - Med Årets Ildsjæl hædrer vi aktive, engagerede, kreative og rummelige mennesker, som udfører frivilligt arbejde i Faaborg-Midtfyn Kommune. Prisen gives til en, der har gjort sig særligt positivt bemærket, gennem en frivillig arbejdsindsats.