Forslag til Solcelleanlæg ved Stjernegårdsvej
Planerne giver mulighed for at etablere teknisk anlæg i form af et jordbaseret solcelleanlæg.
Høring
5854 Gislev
Høring
5854 Gislev
20. marts 2026
23. januar 2026
Der afholdes orienteringsmøde onsdag den 4. marts 2026 kl.19 på Skolevej 6, 5854 Gislev. Tilmelding skal ske til plan@fmk.dk senest d. 1. marts 2026.
Baggrund for udarbejdelse af lokalplanen er et ønske fra en privat bygherre om at etablere et solcelleanlæg og tilhørende batterianlæg ved Stjernegårdsvej. Projektet omfatter et samlet areal på ca. 164 ha. Området ligger på Stjernegårdsvej ca. 3 km syd for Gislev og 4,5 km øst for Kværndrup.
Forslag til kommuneplantillægget er udarbejdet med det formål at udlægge området til teknisk anlæg. Området er ikke omfattet af en kommuneplanramme. Der skal derfor dannes en ny ramme for at muliggøre teknisk anlæg i området.
Lokalplanens formål er at give mulighed for at etablere et teknisk anlæg i form af solcelleanlæg, tilhørende batterianlæg og tekniske installationer til driften af anlægget. Planen sikrer at solcelleanlægget tilpasses landskabet og er til mindst mulig gene for naboerne ved at stille krav om afskærmende beplantning rundt om anlægget. Lokalplanen sikrer derudover at teknisk anlæg fjernes når den ikke længere er i brug.
Høringssvar
Indsigelser, ændringsforslag eller bemærkninger til planforslagene skal indsendes skriftligt og være kommunen i hænde senest d. 20. marts 2026: ·
- plan@fmk.dk
- Plan, Mellemgade 15, 5600 Faaborg.
- Du kan også sende høringssvar som Digital Post via borger.dk
- Vejledning: Vælg Digital Post og log ind med NemID: Skriv ny besked -> Vælg modtager: Faaborg-Midtfyn Kommune -> Vælg kategori: fysisk planlægning -> fysisk planlægning -> lokalplanlægning – Emnefelt: Lokalplan 202x-xx + titel
Frist for høringssvar: 20. marts 2026
Alle indkomne høringssvar vil blive forelagt kommunens politikere og indgå i overvejelserne i forbindelse med den endelige behandling af planen. Høringssvarene offentliggøres på kommunens hjemmeside sammen med dagsorden og referat fra det politiske møde. Herudover offentliggøres et høringsnotat med kommunalpolitikernes bemærkninger til de indkomne høringssvar.
Faaborg-Midtfyn Kommune behandler dine personoplysninger ved fremsendelse af høringssvar. Du kan læse mere om, hvordan det foregår og dine rettigheder her: Databeskyttelse (fmk.dk).
Link til planerne
Retsvirkningerne af lokalplanen træder i kraft, når lokalplanforslaget er politisk vedtaget og offentliggjort. Det betyder, at det ikke er tilladt at bebygge eller udnytte ejendomme inden for det aktuelle lokalplanområde på en måde, der tager forskud på den endelige plans indhold
Der bliver ikke givet tilladelse til byggeri inden for lokalplanområdet i perioden fra lokalplanforslaget er offentliggjort og til den politiske behandlingsproces er afsluttet. Dog må behandlingsprocessen fra lokalplanforslag til endelig vedtagelse (eller aflysning) maksimalt vare et år. Forsinkes processen ud over et år, vil de hidtidige bestemmelser igen være gældende.
Eksisterende lovlig bebyggelse eller anvendelse, der er etableret før offentliggørelse af lokalplanforslaget, kan fortsætte som hidtil.
Der er har ikke været udført screening for miljøvurdering med tilhørende afgørelse om miljøvurderingspligt. Ifølge Miljøvurderingsloven §15 kan bygherren i forbindelse med projektansøgning anmode om, at et projekt optaget på lovens bilag 2 skal undergå en miljøvurdering uden forudgående screening - en såkaldt frivillig miljøvurdering. Der er siden gennemført en afgrænsning af miljøvurderingens temaer i dialog med andre relevante myndigheder og bygherre CIP. Miljøvurdering af planforslagene er gennemført for nedenstående temaer og planforslagene er vurderet samlet. Miljørapporten er udformet jf. Miljøvurderingslovens § 12.
- landskab og visuelle forhold
- natur, flora og fauna
- vand
- Klima og luft
- støj
De hensyn, som miljørapporten peger på, at der skal tages, er indarbejdet i planforslagene. Det konkluderes at realisering af planforslagenes muligheder vil resultere i
- lille positiv påvirkning for klima, luftkvalitet
- Ubetydelig til middel positiv påvirkning på natur
- lille til middel påvirkning på landskab og visuelle forhold
- ubetydelig til middel positiv påvirkning på grundvand og vandløb
- Lille negativ påvirkning på støj
I henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer er der derudover udarbejdet VVM-tilladelse for solcelleanlægget.
Hvis du ønsker at klage over kommunens afgørelse om ikke at udarbejde miljøvurdering, kan du klage til Planklagenævnet, inden 4 uger fra den 23. januar 2026, hvor planen er indlæst i www.plandata.dk, altså senest den 20. februar 2026. Du klager via Klageportalen https://kpo.naevneneshus.dk, her finder du også en vejledning til, hvordan du klager.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Du kan læse mere om gebyrerne og forventet sagsbehandlingstid på www.naevneneshus.dk .
Klagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til kommunen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Hvis du vil indbringe Klagenævnets afgørelse for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra den dato hvor afgørelsen er meddelt eller offentliggjort.