start på hovedindhold

FORSLAG TIL Solcelleanlæg ved Vester Hæsinge - AFLYST: Orienteringsmøde den 27. april 2026

Lokalplanen har til formål at give mulighed for at etablere teknisk anlæg i form af et større terrænbaseret solcelleanlæg vest for Vester Hæsinge.

Lokalplaner
Type

Høring

Område

5672 Broby

Høringsfrist
Offentliggjort
Opret en klage i klageportalen
Type

Høring

Område

5672 Broby

Høringsfrist

27. maj 2026

Offentliggjort

11. marts 2026

Opret en klage i klageportalen

Aflyst - Orienteringsmøde den 27. april 2026

AFLYST: Orienteringsmøde den 27. april

Den 4. februar 2026 godkendte Kommunalbestyrelsen forslag til lokalplan 2026-1 og kommuneplantillæg nr. 48. Oprindeligt var baggrunden for lokalplanen et ønske fra European Energy om at etablere et terrænbaseret solcelleanlæg ved Vester Hæsinge i en størrelse på ca. 75 ha. For at projektet kunne realiseres, skulle der udarbejdes et kommuneplantillæg og en ny lokalplan for området. 

 

Planerne blev sendt i høring fra den 11. marts til den 27. maj 2026. I slutningen af marts 2026 indgav Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) et høringssvar med en vurdering af, at lokalplanforslag ikke i tilstrækkeligt omfang havde forholdt sig til de nationale interesser, herunder at solcelleanlægget ligger i et bevaringsværdigt landskab. Faaborg Midtfyn Kommune har indgået dialog med SGAV som vurderer, at det planlagte solcelleanlæg skal reduceres væsentligt for at opfylde de nationale interesser i området. På baggrund af SGAVs vurdering, har bygherre konkluderet, at det er ikke længere muligt at realisere et økonomisk bæredygtigt projekt.  De har derfor trukket deres projektansøgning tilbage.

 

På baggrund af bygherres beslutning aflyses borgermødet d. 27. april 2026.  Det  det forventes, at aflysningen af planerne vil blive politisk behandlet på følgende møder:

  • Teknik- Plan og Havneudvalget(12/05)
  • Økonomi- Erhvervs- og Turismeudvalget(26/5)
  • kommunalbestyrelsen(3/6)

 

Hvis der i fremtiden, opstår et ønske om at etablere et solcelleanlæg i en reduceret form, som kan indarbejdes i landskabet i henhold til de statslige landskabsinteresser i området, vil der være tale om et nyt projekt, som kræver en ny ansøgning om lokalplan og en politisk prioritering. I den forbindelse vil der afholdes en ny offentlig høring, hvor alle naboer igen vil blive hørt.

FORSLAG TIL KOMMUNEPLANTILLÆG NR. 48 og LOKALPLAN 2026-1, solcelleanlæg ved Vester Hæsinge

På baggrund af et ønske fra den private udvikler European Energy om at etablere et ca. 75 ha solcelleanlæg ved Vester Hæsinge er der udarbejdet et lokalplanforslag med tilhørende kommuneplantillæg og miljøvurdering, så projektet kan realiseres. Kommunalbestyrelsen har på politisk møde den 4. februar 2026 besluttet at sende planforslagene i minimum 8 ugers offentlig høring. Som en del af høringsperioden afholdes ovennævnte borgermøde for at skabe gennemsigtighed og sikre borgernes mulighed for at stille spørgsmål og give sin mening til kende.

Planlægningsprocessen efter høringen vil bestå i at besvare og implementere høringssvarene i planmaterialet. Hernæst vil Kommunalbestyrelsen behandle planforslagene igen med stillingtagen om endelig vedtagelse.

 

Planlægningens formål og baggrund

Lokalplanens formål er at give mulighed for at etablere teknisk anlæg i form af et større terrænbaseret solcelleanlæg, samt tilhørende tekniske installationer og mindre bygninger til anlæggets drift. Det samlede lokalplanområde til solcelleanlæg er ca. 75 ha og vil give mulighed for en årlig strømproduktion på 70.000 MWh, svarende til ca. 15.000 husstandes årlige elforbrug. Solcellepanelerne forventes at have en levetid på minimum 30 år.

 

Anvendelse og bebyggelse

Lokalplanen giver mulighed for etablering af solcelleanlæg samt dertilhørende tekniske installationer og bygninger. Med lokalplanen sikres det, at placeringen af anlægget skal holde respektafstande til beskyttede naturtyper og beskyttede diger indenfor området. Inden for planområdet skal der ligeledes muliggøres opførelse af power-transformere, teknisk udstyr og eventuelt lynfangsmaster.

 

Landskab, beplantning og dyreliv

Lokalplanen sikrer, at solcelleanlægget tilpasses landskabet bedst muligt blandt andet ved at stille krav om etablering af et beplantningsbælte langs lokalplanens grænse, hvilket vil mindske indblikket til panelerne for de omkringboende og fra Vester Hæsinge by. På indersiden af beplantningsbælterne kan der opføres et trådhegn, hvis der er behov for det. Trådhegnet skal udføres som et vildthegn, der giver mindre dyr, såsom harer, mulighed for at færdes inden for og gennem lokalplanområdet. Derudover er der indarbejdet to faunapassager gennem området, som sikrer større dyrs færdsel på tværs af planområdet blandt andet langs Tørringebækken.

Indsigelser, ændringsforslag eller bemærkninger til planforslagene skal skriftligt indsendes og være kommunen i hænde senest d. 27. maj 2026: · plan@fmk.dk

  • Plan, Mellemgade 15, 5600 Faaborg.
  • Du kan også sende høringssvar som Digital Post via borger.dk 
  • Vejledning: Vælg Digital Post og log ind med NemID: Skriv ny besked -> Vælg modtager: Faaborg-Midtfyn Kommune -> Vælg kategori: fysisk planlægning -> fysisk planlægning -> lokalplanlægning – Emnefelt: Lokalplan 2025-5 Højspændingsstation Nordskov

 

Frist for høringssvar: 27. maj 2026

Alle indkomne høringssvar vil blive forelagt kommunens politikere og indgå i overvejelserne i forbindelse med den endelige behandling af planen.

Høringssvarene offentliggøres på kommunens hjemmeside sammen med dagsorden og referat fra det politiske møde. Herudover offentliggøres et høringsnotat med kommunalpolitikernes bemærkninger til de indkomne høringssvar.

Faaborg-Midtfyn Kommune behandler dine personoplysninger ved fremsendelse af høringssvar. Du kan læse mere om, hvordan det foregår og dine rettigheder her: Databeskyttelse (fmk.dk).