56 gange blev hjerteløbere kaldt ud i Faaborg-Midtfyn i 2025
15. januar 2026
56 gange i løbet af 2025 blev der tilkaldt hjerteløbere til hjertestop i Faaborg-Midtfyn. Og der gik i gennemsnit 5 minutter og 18 sekunder, inden en hjerteløber var fremme. Det viser årsrapporten fra Tryg-Fonden.
Hjerteløberne yder en virkelig vigtig indsats. Chancen for at overleve et hjertestop er helt afhængig af hurtig hjertelungeredning og stød med hjertestarter, inden ambulancen ankommer.
I Faaborg-Midtfyn har vi 348 hjerteløbere. Men der er altid brug for flere, så man i alle egne af kommunen kan få hurtig hjælp!
Hvis du er tilmeldt som hjerteløber og har downloadet hjerteløber-appen til din mobiltelefon, får du en alarm, hvis der er brug for din assistance i dit nærområde.
Læs mere om, hvordan du bliver hjerteløber her: Sådan bliver du hjerteløber