Lokalplaner
En lokalplan fastlægger bindende bestemmelser for et klart afgrænset område og skal følges, hvis der skal ske ændringer. Det kan fx være, hvis du gerne vil bygge nyt eller bygge om, eller hvis du ønsker at benytte din ejendom til noget andet.
Se Forslag til lokalplaner og kommuneplantillæg samt seneste vedtagne planer
Se alle gældende lokalplaner i Faaborg-Midtfyn Kommune på Plandata
Hvad bestemmer en lokalplan
Lokalplaner indeholder bestemmelser om fx
- anvendelse
- hvor og hvor meget der må bygges
- hvor højt der må bygges
- hvilke materialer der må anvendes
- krav om opsamling af regnvand
- beplantningsforhold
Hvis der i en lokalplan er forhold, der ikke er reguleret, er det byggeloven, miljøbeskyttelsesloven og andre love, der er gældende.
Lokalplaner udløser ikke handlepligt. Det vil sige, at en ejendoms lovlige anvendelse kan fortsætte, selv om der bliver vedtaget en lokalplan, som fastlægger en anden anvendelse.
Hvornår skal der udarbejdes en lokalplan?
Før større bebyggelser eller ændringer af et områdes anvendelse kan gennemføres, skal der udarbejdes en lokalplan. Det er Kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning om hvorvidt, der er tale om en større ændring, og om der dermed er lokalplanpligt.
Hvordan vedtages en ny lokalplan?
Når kommunalbestyrelsen har godkendt et lokalplanforslag offentliggøres det på kommunens hjemmeside og på plandata.dk og kommer i offentlig høring i minimum 2 uger. Dog skal høringsperioden være tilpasset omfanget af de ændringer som planen medfører og vil som oftest være enten 4 eller 8 uger.
Ejere, lejere og brugere indenfor lokalplanområdet samt naboer til lokalplanområdet bliver orienteret direkte om forslaget via digital post eller almindeligt brev, hvis de er undtaget for digital post.
Formålet med den offentlige høring er, at offentligheden i videst mulig omfang inddrages i planlægningen. I høringsperioden har du mulighed for at komme med bemærkninger og ændringsforslag til lokalplanen.
Efter høringsperioden bliver alle høringssvar behandlet, og det vurderes, hvorvidt de giver anledning til ændringer i lokalplanen. Derefter beslutter kommunalbestyrelsen om de ønsker at vedtage lokalplanen endeligt.
Når lokalplanen er endelig vedtaget bliver den offentliggjort på kommunens hjemmeside og på plandata. Den vedtagne plan kan påklages til Planklagenævnet, hvad angår retlige forhold inden for 4 uger efter offentliggørelsen.
Ansøgning om dispensation fra lokalplan eller byplanvedtægt
Ansøgningen skal indeholde en begrundelse, og ejer skal indsende ansøgningen eller have givet en fuldmagt til ansøger.
Byggearbejdet må ikke påbegyndes, før der er meddelt dispensationen.
Du kan søge dispensation fra en bestemmelse i en lokalplan eller byplanvedtægt. Vi kan kun dispensere, når det skønnes at være foreneligt med de hensyn, der ligge bag ved den bestemmelse, du søger dispensation fra.
Vi kan ikke dispensere fra en lokalplans formål eller bestemmelser om anvendelse. I stedet kræver det udarbejdelse af en ny lokalplan.