Faaborg-Midtfyn Kommune er med, når Sydfyn og Øerne skal udvikle fremtidens bæredygtige og regenerative turisme

”Nurturing Nature” er et interregionalt udviklingsprojekt, der med Geopark Det Sydfynske Øhav i spidsen skal vise vejen for en ny tilgang til turismeudvikling. Projektets fokus er natur, turisme og lokalsamfund.

D. 9. oktober 2025

Der kommer generelt flere og flere udenlandske gæster til Danmark, hvor en tendens er helt særlig og har fået betegnelsen ”coolcation”. På 10 år er antallet af overnattende fra Sydeuropa i Danmark næsten fordoblet bl.a. som følge af klimaforandringer. Derfor er projekter som Nurturing Nature mere relevante end nogensinde, når vi skal sikre, at turismeudviklingen ikke får negative konsekvenser for naturgrundlag og lokalsamfund. Med en bevilling på ca. 10,1 millioner kr. skal Nurturing Nature vise vejen for en ny tilgang til turismeudvikling.


En ny form for turisme: Gæster og lokale skaber værdi sammen
Nurturing Nature introducerer en regenerativ tilgang til turisme, hvor både borgere og besøgende aktivt bidrager til at beskytte og genskabe natur og kultur, som samtidig vil styrke lokalsamfund og den lokale økonomi.

Målet er at gøre projektområderne Geopark Det Sydfynske Øhav og Østersø-kystregionen i Schleswig-Holstein til en forbilledlig, bæredygtig turistdestination, der er attraktiv for både borgere, gæster og turister.

Det er en stor anerkendelse, at Interreg DE-DK-programmet har valgt at støtte Nurturing Nature. Bæredygtig og regenerativ turismeudvikling er et helt centralt indsatsområde for Geoparken, og det er lykkedes at samle en stærk partnerkreds omkring en fælles retning,” siger Rasmus E. Casper, sekretariatsleder i Geopark Det Sydfynske Øhav og projektleder for Nurturing Nature.


Grænseløse udfordringer kræver banebrydende samarbejder
Støtten til projektet kommer fra Interreg DE-DK 6A, som er et udviklingsprogram under EU, der skal være med til at styrke samarbejdet i Europa på tværs af grænser. Interreg-programmet handler netop om at identificere muligheder og løsninger på udfordringer på tværs af grænser, som f.eks. klimaforandringer eller den demografiske udvikling.

De seneste år har vi både herhjemme og i f.eks. Norge set eksempler på, at populære områder kæmper med ikke at være klar til turismeudviklingen. Vi har brug for projekter og resultater, som kan vise, hvordan man balancerer vækst i turismeerhvervet med naturhensyn og bæredygtige lokalsamfund, og det byder Nurturing Nature ind med”, udtaler erhvervs- og turismechef i Faaborg-Midtfyn Kommune, Heidi Juul Madsen, som er formand for programledelsen i Geoparken Det Sydfynske Øhav.

Internationalt samarbejde styrker indsatsen
Med en stærk projektorganisation samler Nurturing Nature 9 projektpartnere fra Danmark og Tyskland, herunder NGO’en Bund für Umwelt- und Naturschutz i Slesvig-Holsten og destinationsselskaberne Ostsee-Holstein-Tourismus og Destination Fyn.

Uddannelsesinstitutionerne UCL Odense og Duale Hochschule Schleswig-Holstein bidrager med udvikling og afprøvning af nye metoder i forhold til udvikling af nye turismeprodukter, herunder co-creation-processer og et såkaldt Value Compass.

Faaborg-Midtfyn Kommune har, sammen med Svendborg, Langeland og Ærø, der tilsammen udgør de 4 ejerkommuner af geoparken, en vigtig rolle i projektet når det skal forankres og implementeres lokalt.


Vi ser virkelig frem til, i samarbejde med vores lokalområder og turismeaktører, at udvikle rekreative turismetilbud i Faaborg-Midtfyn. Vi har så meget natur at byde på, som vores turister sætter stor pris på. Vi har turismeaktører, som er udviklingsorienterede, og vi har lokalsamfund, som er optagede af udvikling lokalt. De skal finde hinanden omkring regenerativ turisme, og det skal projektet hjælpe på vej”, udtaler Mads Sletbjerg, der er en af de lokale projektledere på Nuturing Nature i Faaborg-Midtfyn Kommune.


De fire sydfynske kommuner skal udvikle og afprøve 2-4 Nurturing Nature-aktiviteter. I projektet indgår yderligere mere end 20 netværkspartnere, som alle er aktører inden for turisme, lokaludvikling og naturbeskyttelse.

Læs mere om projektet på følgende hjemmeside: Nurturing Nature - regenerativ turismeudvikling | Geopark Det Sydfynske Øhav