Pasningstilbud på vej til børn fra lukket institution

Lukningen af den private institution Lillely efterlader 37 børn uden vuggestue- eller børnehaveplads. Faaborg-Midtfyn Kommune arbejder på at tilbyde pladser i kommunale institutioner hurtigst muligt til alle de familier, der måtte ønske det.

20. august 2025

Den private institution Lillely Skovbørnehave og Vuggestue i Millinge har meldt ud, at den lukker med øjeblikkelig virkning.  

Det betyder, at de 12 vuggestuebørn og 25 børnehavebørn, der tidligere har haft deres daglige gang i institutionen, ikke længere har et pasningstilbud. 

Vi arbejder på at tilbyde børn og forældre et nyt, kommunalt pasningstilbud hurtigst muligt, forhåbentlig allerede fra 1. eller 16. september.  

Forventningen er, at alle børn, hvis familier ønsker det, kan omplaceres til kommunale pasningstilbud i nærhed til deres lokalområde eller i kørselsretninger, der passer ind i familiernes hverdage. 

Alle de berørte familier får besked direkte via Digital Post.  

Har man som familie spørgsmål til pasningssituationen, er man velkommen til at kontakte Pladsanvisningen på telefonnummer 7253 3233 eller via hjemmesiden: Skriv dit barn op til pasning.