Beredskabsplan mod radikalisering og ekstremisme

Beredskabsplanens formål er at beskrive Faaborg-Midtfyn Kommunes beredskabsplan til forebyggelse, opsporing og håndtering af radikalisering og ekstremisme blandt børn, unge og voksne borgere. 

Ifølge Barnets Lov §15 stk. 3 skal kommunalbestyrelsen udarbejde et beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme blandt børn, unge og deres familier. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet løbende efter behov, dog som minimum hvert fjerde år. 

Nærværende beredskabsplan omhandler radikaliering og ekstremisme. Der redegøres kort for begreberne radikalisering og ekstremisme, hvorefter handlemuligheder ved bekymring for radikalisering og ekstremisme hos kommunens borgere gennemgås. 

Vi har som kommune på tværs af fagområderne Børne- og Familieafdelingen, Socialområdet Voksne, Arbejdsmarked (herunder Integration) en forpligtelse til at kunne forebygge og opfange tegn på potentiel radikalisering og ekstremisme samt støtte og rådgive borgere på tværs af aldersgrupper og deres pårørende og fagpersoner. 

Alle kan henvende sig til det kriminalpræventive samarbejdsforum Infohus kommune med potentielle bekymringer. 

Ved modtagelse af bekymringer indkaldes alle deltagere i Infohuset. Opgaven har højprioritet. 

Bekymringen gennemgås ved hjælp af et vurderingsværktøj, som er udarbejdet af Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme. 

Hvis bekymringen giver anledning til yderligere håndtering, iværksættes relevante indsatser. 

Organisering og håndtering af bekymringer

I Faaborg-Midtfyn Kommune har vi nedsat en tværgående vidensgruppe med repræsentanter fra forskellige fagområder i Infohus-samarbejdet, som er forankret i Center for Arbejdsmarked. Infohus kommune er et kriminalpræventivt samarbejdsforum, hvor de centrale aktører er repræsentanter fra politi og kommune, der arbejder med forebyggelse af kriminelle handlinger med ekstremistisk motiv. Der afholdes kvartalsvise møder og ad hoc møder ved henvendelser om bekymringer for borgere bosat i kommunen. Derudover vil der være bekymringer, som omhandler personer, der ikke har kontaktforløb i de forskellige fagområder. 

Der er på nationalt plan udarbejdet en model for samarbejdet i infohusene. Modellen er udarbejdet i tæt samarbejde mellem Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme, Politiets Efterretningstjenestes Forebyggelsescenter og Rigspolitiet. For nærmere uddybning af samarbejdsmodellen kan den hentes her: Stop ekstremisme

I Infohuset arbejdes der ud fra retsplejelovens §115, der muliggør, at bekymringer kan drøftes, og oplysninger kan udveksles myndigheder imellem uden samtykke fra den eller de berørte personer, der er bekymring for. 

For at kunne understøtte analyse og vurdering i de enkelte bekymringer bedst muligt er alle infohusmedlemmer i Faaborg-Midtfyn Kommune uddannet i ovennævnte vurderingsværktøj.

Vidensgruppen kan kontaktes på telefon 72 53 30 00.

Hvad er ekstremisme og radikalisering?

Ekstremisme
Ekstremisme betegner personer eller grupper, som begår eller søger at legitimere vold eller andre ulovlige handlinger med henvisning til samfundsforhold, de er utilfredse med. Betegnelsen omfatter bl.a. venstreekstremisme, højreekstremisme og militant islamisme. 

Radikalisering
Radikalisering betegner en kortere eller længerevarende proces, hvor en person tilslutter sig ekstremistiske synspunkter eller legitimerer sine handlinger eller ekstremistisk ideologi. 

Radikalisering er ofte et udtryk for mistrivsel, frustration og følelsen af eksklusion og marginalisering. 

Bekymringstegn

Der findes ikke entydige tegn, der med sikkerhed betyder, at en borger er inde i en radikaliseringsproces. Tilstedeværelsen af et bekymringstegn hos en borger, f.eks. deltagelse i kriminalitet, er heller ikke nødvendigvis ensbetydende med, at borgeren er ved at blive radikaliseret. Hvorvidt der er grund til at være bekymret, afhænger af en samlet og konkret vurdering i de enkelte tilfælde. For at understøtte vurderingen giver det mening at opdele de konkrete observationer i to grupper af bekymringstegn. 

Alvorlige bekymringer ved en borger vil være en adfærd, hvor borger udøver eller udtrykker ønsker om at deltage i eller søger at legitimere vold og andre kriminelle handlinger. Disse alvorlige bekymringstegn vl som hovedregel give anledning til analyse og vurdering i Infohuset. 

Alvorlige bekymringstegn, kan f.eks. være, at personen:

  • Er involveret i voldshandlinger eller voldelige sammenstød
  • Færdes i miljøer, hvor der er let adgang til våben
  • Truer, chikanerer eller udøver socialt pres, som krænker andres personlige frihed og integritet
  • Er involveret i ildspåsættelser eller hærværk, herunder graffiti med hadefulde og voldslegitimerede budskaber
  • Udbreder voldslegitimerede budskaber, f.eks. på sociale medier eller via stickers, plakater mv. 
  • Har social omgang med personer eller grupper, som er kendt for at have ekstreme eller voldslegitimerende holdninger
  • Søger at presse andre til ikke at deltage i demokratiske valg
  • Viser interesse for at rejse ud for at deltage i konflikter eller træningsaktiviteter, hvor ekstreme grupper er involveret
  • Argumenter for ´absolutte løsninger´, f.eks. af en bestemt gruppe skal dræbes eller fjernes, eller at noget skal bombes.

Hvis en person viser alvorlige bekymringstegn, eller hvis klynger af adfærdsændringer og bekymrende tegn pludselig optræder på samme tid, kan der være grund til at handle. 

Andre bekymringstegn kan f.eks. være, at personen: 

  • Deltager i møder, demonstrationer, koncerter eller andre begivenheder med ekstremistiske eller voldslegitimerede budskaber
  • Opsøger hjemmesider, litteratur eller film med ekstremistiske eller voldslegitimerede budskaber
  • Dyrker fortællinger om uretfærdighed, trusler, undertrykkelse eller lignende, og at en kamp mod bestemte grupper er retfærdig f.eks. jøder, muslimer, danskere, kapitalister, indvandrere, homoseksuelle, eliten, de vantro eller andre. 
  • Dyrker helteforestillinger, historiske figuer og hændelser knyttet til forestillinger om retfærdiggjort kamp, vold eller selvmord, som er forbundet med disse fortællinger
  • Benytter sig af totalitære symboler, for eksempel ved sin påklædning, tatovering og plakater på værelset. 
  • Giver udtryk for intolerance over for andres synspunkter, afviser demokratiske principper eller er moraliserende og prøver at pådutte andre sine overbevisninger
  • Har taget afstand fra familien eller hidtidige prosociale venskaber og aktiviteter. 

Forebyggelse og opsparing

I Faaborg-Midtfyn Kommune fordeler bekymringshenvendelser om radikalisering og ekstremisme sig på tværs af demografiske skel såsom køn, alder, etnicitet, civilstand mv. 

Henvendelserne til Infohuset indløber fra mange forskellige instanser, dog kommer bekymringer oftest fra Fyns Politi eller ungdomsuddannelser. 

SSP (tværfagligt samarbejde mellem Skole, Sociale myndigheder og Politi) tilbyder skoler og uddannelser oplæg om handlemuligheder ved udfordringer med radikalisering og ekstremisme. 

Grundskoler og ungdomsuddannelser har mulighed for at modtaget oplæg, der styrker viden hos ledelse og personale om, hvordan de kan arbejde for trykke læringsmiljøer, hvordan de kan identificere bekymrende adfærd, og hvor de kan henvende sig for at få hjælp til at håndtere udfordringer med baggrund i ekstremisme. 

Der planlægges en oplægsrække til kommunes øvrige fagområder, hvor det sikres, at der sker vidensdeling på tværs. 

Generelt er der særligt fokus på online opsporing, hvilket kræver skærpet opmærksomhed på de fagpersoner, der er omkring de enkelte borgere. 

Hvis du bliver bekymret

Hvad skal du gøre, hvis du bliver bekymret for, om en person er - eller er i risiko for at blive - radikaliseret eller udviser ekstremistiske tendenser: 

  • I tilfælde af akutte situationer, hvor borgeres sikkerhed er i fare, bør du alarmere politiet på telefon 112
  • Hvis du har mistanke om, at der er sket eller vil ske ulovlige handlinger med baggrund i ekstremisme, bør du melde det til politiet i dit område. Kontakt politiet på telefon 114 eller foretag en anmeldelse på politi.dk
  • Hvis du er bekymret for, om en person i kommunen er involveret i ekstremisme, eller i risiko for at blive det, skal du via nedenstående mailadresse kontakte videnspersonerne i Faaborg-Midtfyn Kommunes vidensgruppe for nærmere sparring. Videnspersonerne kan også vejlede om, hvornår og hvordan fagpersoner skal indgive underretning til den kommunale forvaltning efter reglerne i Barnets Lov §133, samt hvad en underretning skal indeholde.