17 ton materialer fra Heartland får nyt liv bl.a. på lokale festivaler
27. juni 2025
Byggematerialer som træ og lægter, tomme ølfustager og termokander, soveposer og liggeunderlag, plastkopper, vinglas, skilte og bannere i alle afskygninger. Det er nogle af de ting, Tingcentralen fra Årslev har taget med sig hjem fra årets Heartland Festival.
Tingcentralen og Heartland skød i 2024 gang i et fælles projekt om at reducere mængden af affald fra festivalen ved at genbruge de mange materialer, der benyttes, når man laver en stor festival. I år har de to parter valgt at udvide samarbejdet, så endnu mere materiale fra festivalen kan blive genbrugt – faktisk er der i år indsamlet dobbelt så mange materialer, som det første år: 16.980 kilo.
Genbruges på lokale festivaler
I stedet for at byggematerialer er blevet kasseret, er de pakket ned og gemt – og vil blandt andet blive genbrugt på nogle af lokalområdets mindre festivaler som fx Avernax, Rudme Festival og Midtfyns Festival, der i år bl.a. kan bygge deres festivalpladser op med materialer fra Heartland.
”Vi er i kontakt med flere festivaler, som er meget begejstrede for konceptet. Håbet er, at vi også her kan komme og hente de materialer, der kan bruges igen, når festivalerne er slut,” siger projektleder for Tingcentralen, Katja Skovgaard Marcussen.
”Det kræver en del arbejde, men jeg ser et kæmpe potentiale i det her koncept. Jeg drømmer om, at Tingcentralen bliver en fast del af at pakke en festival ned her i vores kommune. Når viljen er der, så har vi i Tingcentralen netværket til at få sendt tingene videre til nogen, der kan bruge dem,” siger hun.
Nemt at sortere
Katja Skovgaard Marcussen er meget tilfreds med den indsamlede mængde materialer og glæder sig over et godt samarbejde med Heartland Festival i forhold til at få udbredt kendskabet til indsamlingen på festivalpladsen.
Alle boder og barer på pladsen har haft besøg af ressourcehåndteringsguider, som kunne vejlede dem i at sortere rigtigt og finde løsninger på eventuelle udfordringer, som kan gøre det svært for de forskellige boder/barer at sortere til genbrug.
Derudover blev der oprettet en sorteringsfraktion, der hedder "Genbrug til Tingcentralen" ude ved boderne/barerne, som skulle gøre det så nemt som muligt for de ansatte og frivillige at prioritere det i deres sortering af affald og materialer.
Kommer børn og foreninger til gavn
Mens en stor del af det indsamlede materiale kan bruges på lokale festivaler, vil den resterende del kunne bruges af Tingcentralens medlemmer, som blandt andet inkluderer skoler, institutioner og foreninger i Faaborg-Midtfyn Kommune.
”Indmaden fra termokander og ølfustager kan blive til de flotteste vaser og beholdere, inderstoffet fra soveposerne kan vi bruge til drager og bannerne kan syes om til nye kreative projekter. Så der er til mange timers kreative udfoldelser,” fortæller projektlederen.
