Borgerbutik skal oplyse om stormflodssikringen i Faaborg
5. august 2025
Kommunalbestyrelsen behandler den 13. august to punkter vedr. bidragsfordeling og opmålingspunkt til den kommende stormflodssikring af Faaborg. Det er en beslutning, der vil få betydning for mange berørte borgere og virksomheder i Faaborg. Det er derfor blevet besluttet, at der åbnes en midlertidig ”stormflodsbutik” i Faaborg i uge 34, hvor medarbejdere fra kommunen står klar til at svare på spørgsmål fra besøgende og oplyse om stormflodssikringen.
Her kan de besøgende bl.a. blive klogere på sikringens udformning og placering, den foreløbige tidsplan for projektet, samt hvilken risikoklasse, de enkelte husstande efter planen forventes at blive placeret i. Man kan også høre mere om principperne bag bidragsfordelingen, skønt det endelige bidragsbeløb først kan fastsættes, når anlægget er realiseret. Både borgere, foreninger og erhvervsdrivende er velkomne, og det er ikke nødvendigt at bestille tid på forhånd. Butikken vil være åben 12.30 - 16.30 mandag til onsdag samt 15.00 - 19.00 torsdag.
Søren Kristensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget, håber, at borgerbutikken kan være med til at skabe klarhed over projektet:
”Stormflodssikringen er en stor og kompleks opgave, hvor hensyn til borgere, by- og havnemiljøet, økonomi og erhvervsliv skal gå op i en højere enhed, og hvor vi gennem hele forløbet har prioriteret en tæt inddragelse af de berørte parter. Jeg har fuld forståelse for, at der stadig er masser af spørgsmål til stormflodssikringen, og jeg håber derfor, at der er mange, som vil gribe muligheden og få en snak med vores dygtige medarbejdere i løbet af uge 34,” uddyber han.
Stormflodssikringsprojektet i Faaborg følger en flerårig plan, hvor der i slutningen af 2025 vælges en totalrådgiver via EU-udbud. Herefter følger lokalplanarbejde og miljøvurdering i 2025/2026, og i 2026 udarbejdes projektforslag og projektering. Anlægsarbejdet sendes i udbud i 2026/2027, og selve anlæggelsen forventes udført i perioden 2027-2029.