Fyn er nu klar med en plan for at hjælpe Lillebælt
29. oktober 2025
Efter længere tids involvering af lodsejere, borgere og forskellige interessenter er parterne i Grøn Trepart Lillebælt/Fyn blevet enige om en ambitiøs omlægningsplan, der blandt andet skal bidrage til at mindske iltsvindet i Lillebælt.
Omlægningsplanen er et potentialekort over arealer, som har potentiale til, at der kan laves vådområdeprojekter, skovrejsningsprojekter, naturprojekter mv. Alt sammen for at forbedre tilstanden i Lillebælt ved at reducere kvælstofudledningen, samt sikre grundvandet, binde CO2 og bidrage til mere og bedre natur og biodiversitet i de seks kommuner, der er med i den lokale trepart.
“Jeg er meget stolt af, at vi nu er nået i mål med en ambitiøs omlægningsplan, der kommer til at gøre en stor forskel for vores vandmiljø. Vi står overfor en historisk omlægning af landskabet på Vestfyn, som kun kan lykkes, når vi arbejder tæt sammen med fokus på synergier og dialog”, siger Ib W. Jensen, forperson for Den Lokale Trepart Lillebælt/Fyn.
Jack Odgaard, medlem af Teknik- og Miljøudvalget og repræsentant for Faaborg-Midtfyn Kommune i den lokale trepart for Lillebælt/Fyn, glæder sig også over planen.
”Jeg er meget glad for den aftale, vi har landet. Jeg er især tilfreds med, at vi også har fokus på kommunernes spildevandsoverløb via Kystvandrådet for Lillebælt Fyn og beskyttelse af drikkevandsboringer (BNBO – boringsnære beskyttelsesområder, red.) med udpegning af potentiale for skovrejsning på boringsnære arealer. I 2026 starter så det store træk for alvor med at lave aftaler med landmænd osv. Men der er lagt et rigtig godt fundament for det fremtidige arbejde med den aftale, vi her har indgået”, siger han.
I den første version af omlægningsplanen har der særligt været fokus på at få udpeget de områder, som har potentiale til at reducere kvælstofudledning og udtage lavbundsjord.
Derfor er der udpeget 916 ha, som har potentiale til skovrejsningsprojekter, 4.960 ha som har potentiale til at blive til vådområder eller minivådområder, samt 1.967 ha, som har potentiale til at blive lavbundsjord, som binder CO2.
Alt i alt rummer omlægningsplanen 346 projekter på omkring 8.800 hektar, som tilsammen vurderes at kunne reducere kvælstofudledningen med ca. 510 tons årligt på tværs af Nordfyns, Middelfart, Faaborg-Midtfyn, Ærø, Langeland og Assens Kommune.
Frivillighed, lokalt ejerskab og synlige resultater
Projekterne i omlægningsplanen bygger på frivillighed. I arbejdet med planen har alle kommunerne haft stort fokus på at inddrage lodsejere og borgere på en række møder og workshops, hvor Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening også har deltaget.
Det er parternes overbevisning, at dialog og samarbejde er nøglen til en realiserbar plan med synlige resultater og effektiv udnyttelse af arealerne.
Samtidig skal omlægningsplanen også bidrage til en fremsynet, konkurrencedygtig og bæredygtig lokal fødevareproduktion:
”Nøglen til succes bliver opbakning fra os lodsejere. Omlægningsplanen viser, at der er potentialer for at lykkes. Nu er det op til Staten, Kommunerne og lodsejerne at indfri potentialerne for et forbedret miljø, et stærkt fødevareerhverv og en rig natur”, siger Mads West, der er repræsentant for Landbrug og Fødevarer i den lokale trepart.
Omlægningsplanen er dynamisk og vil løbende blive opdateret efterhånden, som arbejdet med de forskellige projekter skrider frem.
Stort fokus på natur og biodiversitet
Arbejdet i de 23 lokale grønne treparter udspringer af ”Aftalen om et Grønt Danmark”, der blev indgået i juni 2024.
De lokale treparterne skal derfor understøtte, at der på landsplan i 2030 er udtaget 140.000 ha kulstofrige lavbundsjorde, og at der i 2045 er rejst 250.000 ha ny skov.
I 2026 og frem vil Den Lokale Trepart Lillebælt/Fyn arbejde videre med at udpege flere arealer med potentiale til at bidrage til det nationale mål om skovrejsning, mere natur i Danmark samt etablering af store sammenhængende naturområder.
Derfor vil der i de kommende opdateringer af omlægningsplanerne, blive udpeget yderligere områder, som er velegnet til beskyttet natur, urørt skov og store sammenhængende naturområder. Det kan f.eks. være i området omkring Den Sydfynske Højderyg eller forbindelsen fra Højfyn til Lillebælt.
“Store sammenhængende naturområder er først og fremmest vigtige for at beskytte de truede arter, men de giver også masser af muligheder for friluftsliv og nye naturoplevelser til både lokale og besøgende. Vi glæder os til, at vi i de kommende år får omsat potentialerne til konkret natur til glæde for alle”, siger Camilla Mehl-Ludvigsen og Niels Riis, som repræsenterer Danmarks Naturfredningsforening i treparten.
Den Lokale Trepart Lillebælt/Jylland har også netop indgået aftale om omlægningsplanen for Jyllandssiden af Lillebælt.