Borgermøde om forbindelserne mellem by og havn i Faaborg
30. april 2025
Faaborg-Midtfyn Kommune har gennem de sidste år arbejdet med, hvordan vi kan understøtte udviklingen af Faaborg, så byen bliver endnu mere attraktiv for borgere, erhvervsdrivende og besøgende. Det har bl.a. ført til en plan for fornyelsen af Faaborg torv, som forventes igangsat til efteråret 2025.
Nu er tiden kommet til at arbejde videre med forbindelserne mellem by og havn. Opsætning af bevægelsessensorer i efteråret og en spørgeskemaundersøgelse i januar 2025 har understreget behovet for at styrke forbindelserne for især gående, da målingerne viser, at der er meget få, der bevæger sig mellem by og havn. Samtidig viser besøgstallene, at der er et stort potentiale for at tiltrække besøgende fra havnen op til byen og omvendt, særligt når de store projekter som Øhavsmuseet og Slagteribygningen bliver realiseret.
Den tætte borgerinddragelse er et bærende element for en bæredygtig byudvikling, hvor en styrkelse af forbindelserne mellem by og havn kommer både borgere, erhvervsliv og besøgende til gode. Vi inviterer derfor til borgermøde den 8. maj, hvor alle er velkomne til at dele deres input og gode idéer.
Borgermødet vil tage afsæt i en præsentation af de første idéer om forbindelserne mellem by og havn, som bl.a. kommer fra en afholdt borgervandring og borgerworkshop. Derefter afholdes workshop for at få endnu flere gode input til idéoplægget. Alle interesserede er velkomne, men arrangementet kræver tilmelding.
Borgermødet finder sted:
Tidspunkt: Torsdag den 8. maj kl. 19-21
Mødested: Øhavsskolen, afd. Svanen, i Aulaen.
Adresse: Sundvænget 9, 5600 Faaborg
• Kommunen ønsker tilmelding til arrangementet af hensyn til praktiske forhold.
Tilmeld dig her via NemTilmeld
• Tilmeldingsfrist: Senest mandag den 5. maj kl. 16.
En styrkelse af forbindelserne mellem by og havn er et af flere større udviklingsprojekter, der skal styrke Faaborg by på en lang række parametre såsom turisme, klima, handel, erhverv, bosætning, kultur, natur, fritid, infrastruktur mv. Projektet er en del af Frie Bymidter, der giver mulighed for tilskud til fornyelse af bymidter.