Ny aftale: Flere unge kan trives med værktøjer fra naturen
2. maj 2025
Naturen spiller en stadig større rolle i arbejdet med at skabe bedre trivsel. Det gælder også i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor fagfolk og støttepersoner ser naturbaserede indsatser som innovative løsninger til at forbedre unges mentale trivsel.
Derfor har Faaborg-Midtfyn Kommune netop indgået et nyskabende partnerskab med Bikubenfonden under navnet “Natur til et godt liv – Laboratoriet”.
Som en del af partnerskabet kan kommunen nu tilbyde flere unge naturintegrerede sociale indsatser på både arbejdsmarkeds-, kultur- og fritidsområdet samt inden for det specialiserede socialområde. Det betyder, at flere unge i kommunen vil opleve, at deres fag- og støttepersoner spørger: ”Skal vi tage dit jobcentermøde rundt om Ringe sø?” eller ”Vil du med i bjergene og opdage, hvad naturen kan lære os om at mestre livet?”
I programmet samarbejder kommunens forvaltninger på tværs for at hjælpe unge mennesker til en bedre dagligdag gennem indsatser i naturen. Faaborg-Midtfyn Kommune har i længere tid samarbejdet med Bikubenfonden og udvider nu det samarbejde til også at omfatte arbejdsmarkedsområdet.
Hvorfor sidde inde, når alt håb er ude?
“Nogle unge har brug for en trædesten til job og uddannelse, og som kommune har vi gode erfaringer med at bruge naturen som rum for dette. Vi glæder os til at videreudvikle vores aktiviteter sammen med unge i naturen og på den måde gentænke, hvordan vi laver beskæftigelsesrettede indsatser“, udtaler Mette Gaarde-Fink, Chef for Arbejdsmarked.
Afdelingsleder for Kultur og Fritid, Theis Bavnhøj Hansen, siger om den nye aftale: “Vi har igennem mange år arbejdet med fællesskabende oplevelser i naturen, men mest med idrætsevents som ramme. Igennem de seneste år har vi haft særligt fokus på naturens helbredende effekter på både det mentale og fysiske velvære i arbejdet med bl.a. unge og veteraner, og stadig med fællesskabet og de meningsfulde aktiviteter som udgangspunkt. Bikubenfonden har stærke erfaringer med det arbejde, og vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde”.
Socialchef Tina Wahl understreger vigtigheden af naturens anvendelse inden for det specialiserede socialområde: “Jeg er meget begejstret for det samarbejde, vi nu gennem længere tid har haft med Bikubenfonden. Som en del af tilbuddet “Ud i naturen – Ind i fællesskabet”, har vi haft stor glæde af, at veteraner ville dele og bruge deres erfaring og livssyn til glæde for børn og voksne, der synes livet er lidt svært. Det har en stor værdi for både ”giverne” og “modtagerne”. Det, at vores borgere kan tale uden fire vægge og har mulighed for at byde ind med egne kompetencer som at finde vej i skoven, tænde bål osv. giver en helt anden samtale. Men mest af alt giver naturen plads og rum til fordybelse og godt grundlag for at tale ind i de udfordringer, det enkelte menneske kan have - det er tydeligt, at skuldrene falder ned efter et ophold i Svanninge Bjerge”.
Caroline-Marie Vandt Madsen fra Bikubenfonden siger om samarbejdet med Faaborg-Midtfyn Kommune: "Naturen er en metode til at skabe trivsel. Hvert år har vi rundt regnet 400 unge med ude i Svanninge Bjerges natur. Og vi kan se, at det gør en forskel. Både her og nu – men også på længere sigt, når erfaringerne og indsigterne lever videre i hverdagen. Den forskel kan vi naturligvis ikke skabe alene. Derfor er vi så glade for vores partnerskab med Faaborg-Midtfyn Kommune. Fra chef til fagperson har kommunen allerede været modige ind i partnerskabet. Vi glæder os til at flytte naturen endnu længere ind i den socialfaglige praksis med det nye partnerskab."
Yderligere oplysninger, kontakt:
Chef for Arbejdsmarked, Faaborg-Midtfyn Kommune, Mette Gaarde-Fink, tlf.: 7253 7201
Socialchef, Faaborg-Midtfyn Kommune, Tina Wahl, tlf.: 7253 3892
Afdelingsleder, Faaborg-Midtfyn Kommune, Theis Bavnhøj Hansen, tlf.: 7253 8054
Caroline-Marie Vandt Madsen, Bikubenfonden, tlf.: 3137 5682
Kommunikationskonsulent, Faaborg-Midtfyn Kommune, Louise Bech, tlf.: 7253 1141