Stor saltvandsindsprøjtning til Det Sydfynske Øhav

Havnaturfonden og Den Danske Naturfond har netop meddelt, at Det Sydfynske Øhav får tildelt midler til marin naturgenopretning.

9. december 2025

Havnaturfonden og Den Danske Naturfond har netop meddelt, at Det Sydfynske Øhav får tildelt midler til marin naturgenopretning. UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav har som operatør for de fire sydfynske kommuner ansøgt Havnaturfonden om at genetablere stenrev i øhavet for at forbedre vilkårene for livet i havet – torsk og fladfisk ikke mindst.

Bredt samarbejde om marin naturgenopretning blandt øhavets fire kommuner

De fire sydfynske kommuner (Faaborg-Midtfyn, Langeland, Svendborg og Ærø) medfinansierer projektet med 6,7kr/borger fra 2025-27, og med støtten fra Havnaturfonden på 10.460.000 kr. kan projekt ”Drejørevet – mosaiknatur centralt i Det Sydfynske Øhav” nu blive en realitet. Projektet gennemføres fra 2026-27.

”Vi er dybt taknemlige for denne flotte bevilling. Samarbejdet med Havnaturfonden sikrer, at vi sammen på tværs af geopark kommunerne kan tage det første skridt i det store arbejde med at genoprette havnaturen i Det Sydfynske Øhav.”

Hans Stavnsager, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune og bestyrelsesformand i UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav

Stenrev og ålegræs skal genoplive havmiljøet

Den marine natur og biodiversitet er hårdt presset. I årtier har forurening, tilbagevendende iltsvind og intensiv udnyttelse af havets ressourcer haft alvorlige konsekvenser for de danske kystnære farvande. I Det Sydfynske Øhav lider økosystemet både under massiv historisk forurening fra byer og industri, tidligere overfiskeri og fortsat udledning af kvælstof fra landbruget - og så tabet af stenrev, som er fisket op for at anlægge blandt andet farvandets mange lystbådehavne.

”Tilstanden under overfladen i Øhavet er kritisk ringe. Men med aftalerne i Den Grønne Trepart og en kæmpe indsats for marin naturgenopretning, så er der faktisk håb for, at vi måske allerede i vores egen levetid igen kommer til at opleve liv i Øhavet som i de gode gamle dage. Her og nu er vi lykkelige for bevillingen fra Havnaturfonden, som vi virkelig har knoklet for. Så kan vi komme i gang ude i vandet.”

Rasmus Elmquist Casper, sekretariatsleder i UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav.

At stenrev er blevet opfisket, er ikke enestående i Danmark. Det vurderes at over 83 millioner sten mellem 0.5 ton og 5 tons er fisket op til anlæg af havnemoler, promenader og øvrige anlæg ved kysten.

Stenfiskeri har fjernet fysiske strukturer og dermed levesteder for fisk, krebsdyr, bløddyr og makroalger. Genopretning af stenrev vil derfor ikke kun skabe nye habitater, men også genoprette tabte økologiske funktioner – positive økosystemtjenester.

Genopretning af Drejørevet

På baggrund af et omfattende ”Øhavstjek” (indsamling og tolkning af eksisterende viden) gennemført af Climawise ved Susanne Bakman Borup, geologisk notat, historisk analyse samt en fysisk forundersøgelse under havet i projektområdet med fokus på de faktiske forhold, gennemført af Aquamind ved marinbiolog Mikkel Villadsen, har Geopark Sekretariatet ansøgt om at etablere et stenrev ved Mads Jensens Grund sydvest for Drejøs vestlige klint, centralt i Det Sydfynske Øhav.

Der er dokumentation for omfattende historisk stenfiskeri i projektområdet, og geologisk betragtet er området særdeles velegnet til reetablering af huledannende stenrev. Mads Jensens Grund er desuden historisk kendt som en af Øhavets bedste fiskepladser mht. torsk og fladfisk. Lokaliteten er optimal, da man her tilfører en naturtype (stenrev), som mangler i områdets mosaiknatur, og samtidig findes der i umiddelbar nærhed sunde ålegræsforekomster, hvorfra bl.a. fiskeyngel vil kunne vandre til stenrevet.

Det helt centrale formål er marin naturgenopretning med fokus på mosaiknatur og økosystemtjenester på tværs af nærtliggende sunde ålegræsenge og på sigt genetablering af robuste fødekæder.

Et sekundært formål er at etablere en fast, kompetent projektgruppe, som både vil fungere som udgangspunkt for lokal forankring, synlighed og engagement, og som fremadrettet vil kunne stå for at udvikle nye projekter og indsatser for marin naturgenopretning i Øhavet.

Som Unesco Global Geopark er en af vores forpligtigelser at arbejde for at styrke biodiversiteten både på land og i havet. Det sydfynske Øhav rummer en hel unik natur under havoverfladen, men længe har den dog være under pres. Når vi implementerer den grønne trepart, vil det medføre en markant reduktion af kvælstofudledning til Det Sydfynske Øhav. Derfor er det naturligt også at igangsætte projekter under havets overflade, som vil fremskynde yderligere, at det marine liv får bedre vilkår.

Hans Stavnsager, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune og bestyrelsesformand i UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav

Fakta

Hvad er stenrev?

  • Et stenrev er en samling af større sten på havbunden. Med større sten menes sten, der er store nok til at ligge fast på havbunden på trods af påvirkninger fra bølger og strøm.
  • Stenrevet skaber nye levesteder for fisk samt for mange andre arter, der lever i havet. Ved at genskabe naturlige habitater bidrager projektet til at styrke havets økosystem og skabe et rigere dyreliv under vandoverfladen.
  • Stenrev kan i dag etableres, så de får huledannende egenskaber til glæde for fiskelivet, og de registreres præcist med GPS-udstyr.
  • Se evt. video fra Aquaminds forundersøgelse ved Mads Jensen Grund i Det Sydfynske Øhav:
    https://www.youtube.com/watch?v=KNMB609vIeA

Hvad er naturgenopretning?

  • Naturgenopretning er genetablering af forsvundne naturtyper på den lokalitet, hvor de tidligere havde kendt forekomst, eller af forsvundne arter i deres oprindelige historiske udbredelsesområde og tætheder.
  • Naturgenopretning genopretter således naturlige levesteder, hydrologiske processer, biologiske mekanismer og bæredygtige forekomster af arter. I en praktisk implementering kan der imidlertid være behov for opblødning af detaljeringsgraden af f.eks. lokalitetskravet, fordi det ikke altid vil være muligt at stedfæste præcist, hvor en given naturtype har været placeret, eller hvor udbredt den har været.
  • Læs mere:
    Miljøstyrelsen og Center for Marin Naturgenopretning har udviklet et videnskatalog om marin naturgenopretning

Hvad er Havnaturfonden?

  • Aftaleparterne bag Aftale om etablering af en grøn fond (S, V, M, SF, KF, EL og RV) har som led i fastsættelsen af rammerne for nyttiggørelse af havressourcer afsat i alt 500 mio. kr. fra det grønne råderum i perioden 2024-2030 til etablering af Havnaturfonden.
  • Aftalen om etableringen af Havnaturfonden er Danmarkshistoriens største genopretningsindsats til havs. Det danske havmiljø skal opprioriteres og genoprettes med initiativer, der bidrager til øget natur- og biodiversitet.
  • Havnaturfonden er forankret i et sekretariat i Miljøstyrelsen. Fra 2024 og frem mod 2030 allokeres der 500 mio. kr. til naturgenopretning i havet og data- og indsamling af viden.