Teaterunivers ruller ind på Polymeren
15 august 2025
Nysgerrige børn i Faaborg-Midtfyn Kommune kan snart kaste sig over flotte kostumer og magisk scenekunst, når Det Kongelige Teater løfter scenetæppet og åbner op for fem dage i teatrets tegn på Polymeren.
Teateruniverset består af en række containere, som er indrettet til at give en helt særlig introduktion til teatret. Her kan børn, forældre, skolelærere og pædagoger bl.a. træne ballettrin foran et stort spejl som i en rigtig prøvesal, lytte sig klogere på forskellige instrumenter fra orkestergraven, klæde sig ud i kostumer, lave sine egne teaterstykker og meget mere.
Anne Møllegaard Mortensen, formand for Kultur- og Lokalsamfundsudvalget, er glad for, at Det Kongelige Teater lægger vejen forbi Faaborg-Midtfyn Kommune: “Det er virkelig dejligt, at vi også i landkommuner som vores kan give vores børnefamilier nogle kulturelle oplevelser, der normalt ellers kun er tilgængelige i de store byer. Jeg glæder mig til at se universet blive vækket til liv, og jeg håber, at mange vil besøge teateruniverset,” uddyber hun.
Med Postyrium ønsker Det Kongelige Teater at sikre, at alle har lige adgang til kunst af højeste kvalitet, og at alle får tilbudt den dannelse, der er i mødet med klassisk kunst og kulturarv. Det skal være en berigende at opleve, udforske og deltage i klassisk scenekunst og musik.
Mulighed for klassebesøg
I formiddagstimerne i hverdagene er det muligt for klasser og større grupper at booke et besøg. Et skoleforløb i Postyrium er gratis, og varer 45 minutter, som inkluderer både introduktion og tid til leg.
Det kræver ingen forberedelse at besøge Postyrium, men det forventes, at lærere eller pædagoger er deltagende.
For at booke et besøg som klasse eller større hold, kan man kontakte Marie Skaaning Sørensen, Kulturkonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune, på mtsoe@fmk.dk
Postyrium er åbent fra 9.00-12.45 for klassebesøg. Der er åbent for øvrige besøgende fra 12.45-16.00 tirsdag til fredag samt lørdag fra 10.00-16.00. Her kræves ingen tilmelding, og alle er velkomne til at møde op.
Vedhæftet billede er fra balletsalen i Postyrium. Billedet er fra Det Kongelige Teaters presserum, og krediteres Camilla Winther.