Studerende sætter lys på Polymeren med nyt kunstværk

Kunstværket er en del af et treårigt samarbejde mellem Faaborg-Midtfyn Kommune og Det Fynske Kunstakademi.

2 juni 2025

Kunstværket er en del af et treårigt samarbejde mellem Faaborg-Midtfyn Kommune og Det Fynske Kunstakademi.  

Der var taler, musik og masser af glade fremmødte, da den nye udsmykning af Polymerens 30 meter lange og 6 meter høje bagvæg officielt blev indviet onsdag den 28. maj.   

Kunstværket, der har titlen LIGE HER, FORAN BAGSIDEN, er lavet af Cathlin Madeleine Beeck, Ida Winkel, Joël Julien Johannes Wiese, María Kristín Antonsdóttir og Silas Høegh, som alle er kunststuderende på Det Fynske Kunstakademi.  

Værket består af en stor installation af geometriske former og streger, som lyses op af LED-lys. De fem studerende har bl.a. fundet inspiration i Polymerens arkitektur og historie som gammelt fabriksområde. Samtidig binder kunstværket bro til områdets nuværende funktion som aktivitets-og kulturcenter, f.eks. ved at bruge den gule farve fra Polymerens nuværende logo. De studerende håber, at kunstværket vil fungere som en lysende invitation for de mange brugere af området.  

Kunst og kultur binder os sammen 

Projektet er en del af et 3-årigt samarbejde mellem Det Fynske Kunstakademi og Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor de studerende får mulighed for at skabe semi-permanente, udendørs kunstværker på Polymeren. Formålet med samarbejdet er at give beboere i Årslev og omegn nye kunst-og kulturoplevelser i deres lokalområde, samtidig med at de studerende fra akademiet får plads og rum til at realisere deres idéer til kunstværker i en stor skala.    

”LIGE HER, FORAN BAGSIDEN er et godt eksempel på, hvordan vi aktivt arbejder med at skabe nye kunst- og kulturoplevelser for vores borgere i kommunen. Kunst og kultur binder os sammen og skaber liv, fællesskab og udvikling i vores byer og lokalsamfund, og derfor er samarbejder, som det vi har med Det Fynske Kunstakademi, vigtige. Jeg håber, at mange vil få fornøjelse af det nye kunstværk,” siger Anne Møllegaard Mortensen, formand for Kultur- og Lokalsamfundsudvalget.