Ymerbrønden skal på depot, mens det nye torv tager form

Skulpturen kommer tilbage til sin nye placering midt på torvet i foråret 2026.

2. december 2025

Torsdag formiddag klokken 10 holder Ymerbrønden flyttedag. Den skal nemlig på depot frem til marts, mens fornyelsen af Faaborg Torv er i fuld gang.

Ymerbrønden er blevet lidt af et vartegn. Skulpturen, som er udført af billedhuggeren Kai Nielsen, var en gave fra etatsråd Mads Rasmussen til Faaborg i anledning af hans virksomheds 25-års jubilæum. Skulpturen blev opstillet på Torvet i 1913 på det sted, hvor en af byens offentlige brønde tidligere havde været.

Skulpturen forestiller den nordiske mytologis skabelsesberetning, hvor den nøgne jætte Ymer drikker fra koen Audhumblas yver. Koen slikker på en saltsten, og fra den skabes drengen Bure.

I 1953 blev Ymerbrønden flyttet til Lille Torv, hvor den står i dag. Den blev dog i 1964 udskiftet til en version støbt i bronze.  

Når Ymerbrønden vender retur til Torvet til foråret, bliver det på sin oprindelige placering midt på Torvet. På det nye torv bliver der flere opholdsmuligheder med bænke, plads til udeservering og et rundt byrumsmøbel, der bl.a. kan fungere som scene. Der bliver også plantet træer og sat nye lamper op på torvet. Planerne for torvet er skabt i samarbejde med borgere og erhvervsdrivende.

Mens Ymerbrønden er på depot, kan vi anbefale et besøg på Faaborg Museum, hvor den originale version i sandsten kan ses. Og på Faaborg Bibliotek kan man se skitseværket til Ymerbrønden.