Marcus blev arbejdsdreng hos lokal virksomhed efter besøg med Erhvervsrygsækken
15. maj 2025
Klokken er 14.15, og Marcus Welander,14, svinger cyklen ind på Nyborgvej 35 i Ferritslev. Han kommer lige fra skole og skal ind hos Lykkegaard A/S, hvor han to dage om ugen har fritidsjob som arbejdsdreng.
Jobbet har han haft, siden han i foråret i 6. klasse var på besøg på virksomheden med klassen i forbindelse med Erhvervsrygsækken.
”Jeg havde hørt at de tog unge mennesker ind, så da vi var der, spurgte jeg, hvad man skulle gøre for at få job her. Jeg fik at vide, at jeg skulle komme forbi med en skriftlig ansøgning. Så efter vi havde været her, gik jeg hjem og skrev en ansøgning og kørte ud med den – og ja, så blev jeg ansat,” fortæller Marcus Welander.
Han har haft jobbet i lidt over et år nu og er glad for det.
”Jeg gik med aviser før, men jeg ville gerne have et mere meningsfuldt job,” fortæller han.
Har mere energi efter arbejde end før
Marcus kommer direkte fra skole, hvor han går i 7. klasse på Broskolen, og han kan godt føle sig træt og tung i hovedet efter en hel dag på skolebænken.
”Det er et godt job. Jeg kan lidt at komme her, hvor jeg går rundt og gør noget aktivt. Jeg har faktisk tit mere energi, når jeg er færdig med arbejdet, end når jeg kommer,” fortæller han.
Arbejdsopgaverne ligger typisk indenfor oprydning og lettere rengøring.
Når Marcus møder ind om eftermiddagen starter han med at ”gå sin runde” – det betyder at han tjekker alle affaldsspandene i produktionen, og tømmer dem, der træner til det. Så tjekker han de forskellige maskiner for spåner og fejer eller støvsuger dem sammen, når maskinerne har været brugt.
”Det er federe end at være i skole. Jeg kommer væk fra computeren og gør noget, som giver mening. Samtidig lærer jeg også lidt om, hvad de forskellige maskiner kan bruges til,” fortæller han.
Der er en ansat i produktionen, som lærer ham op, og som giver ham arbejdsopgaver, hvis der mangler noget at lave.
Skal være håndværker
Marcus Welander er helt sikker på, at han skal være håndværker, når han er færdig med skolen. Han er dog endnu ikke afklaret med, hvilken retning han gerne vil gå. Han kan lide at arbejde med sine hænder, og han er bestemt ikke afvisende overfor en læreplads hos Lykkegaard – hvis han vælger industriteknikervejen.
En måde at lære virksomheden at kende på
Lykkegaard har en lang tradition for at have skoleelever – primært drenge – med fritidsjob på fabrikken. De hjælper med den daglige oprydning og praktiske opgaver og lærer samtidig lidt om arbejdslivet.
”Marcus gør det rigtig godt, og jeg kunne sagtens forestille mig at tilbyde ham en læreplads senere, hvis han vil gå den vej. Det er en fin måde at se hinanden lidt an på, at have dem ansat som arbejdsdrenge. Der kom to ansøgninger igen i år, efter vi havde 6. klasserne på besøg med Erhvervsrygsækken, så dem har vi også taget ind,” siger Karsten Lykkegaard, der er ejer og direktør ved Lykkegaard A/S.
Pernille Peiter er skolekonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune og koordinerer blandt andet arbejdet med Erhvervsrygsækken mellem skoler og virksomheder. Hun er begejstret for, at samarbejdet også smitter konkret af på virksomheder og skoleeleverne.
”Vi topper vildt med ansøgere til erhvervsuddannelserne i år med 33,1%. Mange af de elever der går ud af 9. klasse nu har være med i Erhvervsrygsækken i flere år. Og at jeg er stolt af, at projektet kan være med til at skabe gode fritidsjob,” siger hun.
FAKTA: Erhvervsrygsækken
Erhvervsrygsækken er et samarbejde mellem skolerne i Faaborg-Midtfyn Kommune og de lokale virksomheder. Her har eleverne hvert år fra 4. – 9. klasse et forløb, hvor de har matematik eller naturfag sammen med virksomheden. På Lykkegaard er det typisk elever i 6. klasse, som kommer og ser fabrikken, samtidig med at de får nogle matematikopgaver om rumfang og måling. Her skal de blandt andet måle rumfanget af Lykkegaards lagerhal og af nogle mindre pumpedele.
Andre klasser er på besøg i supermarkeder, på plejehjem og i andre virksomheder, hvor de også arbejder med virkelighedens matematik og naturfag.
I skoleåret 24/25 har 58 virksomheder deltaget og haft besøg af ca. 110 klasser og ca. 2200 elever.
