Trepart enige om redningsplan for Det Sydfynske Øhav
16. september 2025
Nu er den lokale trepart for Det Sydfynske Øhav som den første på Fyn blevet enige om en omlægningsplan, der skal sikre god økologisk tilstand i Det Sydfynske Øhav.
Målet for omlægningen er, at udledningen af kvælstof skal reduceres med 200 ton om året, svarende til en reduktion på 40 procent – og at alle lavbundsjorde omkring Det Sydfynske Øhav tages ud af drift. For at nå det mål har treparten peget på 6300 hektar landbrugsjord på Sydfyn og øerne, som kan omdannes til vådområder, skov og natur.
Udover at sænke kvælstofudledningen viser planen, hvor der er potentiale for at beskytte grundvand, mindske klimaaftrykket, skabe mere sammenhængende natur og adgang til kyst og skov samt sikre de langsigtede rammer for aktiv landbrugsdrift på Sydfyn og øerne.
Samtidig er treparten enige om i 2026 at undersøge mulighederne for et stort, sammenhængende naturområde langs den Sydfynske Højderyg.
Ved bordet har siddet repræsentanter fra de fem kommuner i treparten – Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Nyborg, Ærø og Langeland – lokale landbrugs- og naturorganisationer samt Naturstyrelsen.
Igangsætter dialog med lodsejerne
Alle projekterne bygger på frivillighed og økonomisk kompensation.
Derfor er kommunerne nu ved at igangsætte dialogen med de mange lodsejere, som planen påvirker, bl.a. gennem informationsmøder.
Hvis landbruget ikke samlet kommer i mål med den nødvendige kvælstofreduktion, risikerer lodsejerne at blive ramt af den såkaldte kvælstofhammer med økonomiske konsekvenser til følge.
Omlægningsplanen skal vedtages politisk i de fem kommuner inden årets udgang.
Citater fra repræsentanter
”Vi står med et øhav, hvor der igen i år er massivt iltsvind. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu har en fælles plan, som kan vende udviklingen i havmiljøet – og samtidig give os mere natur på land. Jeg er glad for, at vi på tværs af kommunerne, DN og landbruget har kunnet samle os om den her aftale, og nu ser jeg frem til dialogen med lodsejerne. Aftalen er kun begyndelsen på et kæmpe arbejde, og det er vigtigt, at staten sikrer midler og ressourcer til at få det gennemført.” Jesper Kiel, forperson for den lokale trepart
”Treparten har været en stor samarbejdsøvelse, som har skabt usikkerhed i landbrugets bagland. Derfor er jeg glad for at vi med den her plan viser viljen og lysten til at komme i mål med reduceret CO2-udledning og en kvælstofreduktion over det målsatte samt viser vejen for arealer til en fortsat stærk fødevareproduktion, grundvandsbeskyttelse og potentielt sammenhængende natur. Nu står lodsejerne ved startlinjen og kan se målet for enden af vejen. Nu skal de melde projekter ind, så potentialet kan omsættes til handling. Det bliver en stor opgave, men ikke uoverkommelig, og med nok projekter kan lodsejerne sikre deres værdier fremover.” Torben Povlsen, repræsentant for Landbrug & Fødevarer
”Jeg er rigtig glad for, at vi er blevet enige om en omlægningsplan, der endelig kan gøre noget ved de omfattende problemer med fedtemøg og iltsvind i vores sydfynske øhav. Det er samtidig afgørende for mig, at vi har aftalt, hvordan vi får ny natur og mere sammenhængende naturområder på Sydfyn og øerne. Nu venter der os i treparten et vigtigt arbejde med at sikre, at omlægningsplanen bliver til virkelighed.” Ella Maria Bisschop-Larsen, repræsentant for Danmarks Naturfredningsforening, Svendborg
”Med udtagning af Lindelse Nor håber jeg, at vejen er banet for en smuk naturpark fra i Vejlen i Rudkøbing til Kædeby Has til glæde for naturen og menneskene på Langeland.” Henrik Reinvaldt, repræsentant for Danmarks Naturfredningsforening, Langeland
”Som kommunens repræsentant i treparten for Det Sydfynske Øhav er jeg glad for, at vi nu kan sende en samlet plan videre til politisk behandling. Planen markerer et vigtigt skridt mod mindre kvælstofudledning og mere natur i vores område. Et sundt havmiljø og en rig natur er afgørende – både for livskvaliteten hos vores borgere og for at fastholde Sydfyn som en attraktiv destination for turister.” Lars Nielsen, repræsentant for Faaborg-Midtfyn Kommune
”Jeg ser det som vores fælles opgave, at vi sammen med lokale og på tværs af kommuner kan omsætte planen til handling. Arbejdet i treparten betyder, at vi får et levende og bæredygtigt landbrug, der reducerer udledning af kvælstof i vores vandmiljø, sikrer rent drikkevand, og at vores natur omkring os trives, ikke bare i dag, men for de kommende generationer.” Peter Hansted, borgmester og repræsentant for Ærø Kommune
Fakta om omlægningsplanen
- Omlægningsplanen viser, hvor der er potentiale for at lave projekter, som sænker kvælstofudledningen og samtidig beskytter grundvandet, binder CO2, og kan bidrage til ny og mere sammenhængende natur og rekreative formål.
- Ca. 300 projekter er en del af omlægningsplanen på tværs af de fem kommuner. 165 af dem er placeret i Svendborg Kommune, da halvdelen af vandoplandet til øhavet ligger her.
- I alt lægges der op til at udtage ca. 19 procent af den samlede landbrugsjord omkring Det Sydfynske Øhav.
- Langt de fleste forslag til projekter er skovrejsning samt vådområder og moser. Vådområder og moser er naturens filter, hvor næringsstoffer og CO2 forhindres i at sprede sig til øhavet og atmosfæren.
- Der er også flere forslag, hvor arealer med almindelig landbrugsdrift udtages til fordel for naturformål, f.eks. med afgræsning af kvæg. Det gælder blandt andet på Skarø, Drejø og Siø, hvor der er lagt op til at tage alle landbrugsarealer ud af drift.
- Skovrejsningen forventes at bidrage med en CO2-reduktion på ca. 32.411 ton CO2/år.
- Omlægningsplanen er robust, så den kan håndtere, at der er skitseprojekter, der ikke realiseres eller bidrager med en mindre reduktion end forventet. Omlægningsplanen er dynamisk, og der vil løbende komme nye projektforslag til, ligesom projekter vil udgå, hvis de ikke kan realiseres.
- Arbejdet med realiseringen vil forventeligt forløbe over de næste 5-10 år.
Fakta om trepartsaftalen
- Den grønne trepart refererer til ”Aftalen om et Grønt Danmark”, der i juni 2024 blev indgået mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening samt en række andre parter. Den blev i november fulgt op i Folketinget med en bred politisk aftale om implementeringen.
- Aftalen vil forandre det danske landskab markant, skabe mere natur, sikre et godt vandmiljø og beskytte vores drikkevand. Samtidig mindsker landbruget sit klimaaftryk og omstiller sig til en mere bæredygtig produktion.
- Bekæmpelsen af iltsvind er en central begrundelse i aftalerne bag den grønne trepart, og Det Sydfynske Øhav er et af de farvande i Danmark, som er allerhårdest ramt af iltsvind.
- Motoren i omstillingen er Danmarks Grønne Arealfond på 43 milliarder kroner til jordopkøb.
- 23 lokale treparter med lokale landbrugs- og naturorganisationer, Naturstyrelsen og kommunerne for bordenden har fået ansvar for planlægningen og implementeringen. Inden årets udgang skal alle landets treparter have en politisk godkendt omlægningsplan.
- Det Sydfynske Øhav er samlet i én lokal trepart med Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Ærø, Langeland og Nyborg Kommuner, som alle har arealer, der udleder kvælstof til øhavet. Svendborg er sekretariats- og formandskommune.
- Læs mere om den lokale trepart her: www.svendborg.dk/lokaltrepart