Praktisk information om kommunalvalget og regionsvalget
Hvem kan stemme?
Du må stemme til både kommunalvalget og regionsvalget, hvis du:
- er fyldt 18 år og har fast bopæl i Faaborg-Midtfyn Kommune
Derudover skal ét af følgende krav også være opfyldt:
- Dansk indfødsret (statsborgerskab), eller
- Statsborgerskab i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union (EU), eller
- Statsborgerskab i Island, Norge eller Storbritannien, eller
- Uden afbrydelse har haft fast bopæl i riget (det vil sige Danmark, Grønland og Færøerne) i de sidste 4 år forud for valgdagen
Du har også valgret til kommunalvalget og regionsvalget, hvis du på valgdagen er fyldt 18 år, er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i den Europæiske Union og er registreret i Udenrigsministeriets protokol.
Følgende personer har ikke valgret til kommunale og regionale valg:
- udlændinge, der er på tålt ophold,
- udlændinge, der er udvist ved endelig dom (efter udlændingelovens §§ 22-24 eller 25 c),
- udlændinge, der er udvist ved endelig afgørelse (efter udlændingelovens §§ 25-25 b), og
- udlændinge, der opholder sig i Danmark for at afsone straf m.v. idømt af en international straffedomstol.
Brevstemme
BREVSTEMME I BORGERSERVICE
Du kan brevstemme i Borgerservice i perioden fra og med den 7. oktober til og med den 14. november 2025.
Du kan brevstemme i vores daglige åbningstid:
- Mandag kl. 10.00 – 17.00
- Tirsdag kl. 10.00 – 14.00
- Onsdag lukket
- Torsdag kl. 10.00 – 17.00
- Fredag lukket
Derudover har vi åbent for at kunne brevstemme
- Lørdag den 1. november 2025 kl. 10.00 – 13.00
- Lørdag den 8. november 2025 kl. 10.00 – 13.00
- Fredag den 14. november 2025 kl. 9.00 – 16.00
Du skal ikke bestille tid for at kunne brevstemme på Borgerservice.
Du finder Borgerservice her:
- Borgerservice, Lindevej 5, 5750 Ringe
- Borgerservice, Mellemgade 15, 5600 Faaborg
Du er velkommen til at kontakte Team Folkeregister telefon 72 53 15 60, hvis du har spørgsmål vedrørende brevstemme.
Tekniske hjælpemidler, hæve/sænke-bord, CCTV, LED-lampe, lup og sort pen findes i Borgerservice i Ringe og Faaborg.
Brevstemme på biblioteket
Fra og med den 28. oktober 2025 til og med den 14. november 2025 kan du også brevstemme på tre af vores biblioteker. Nedenfor kan du se i hvilket tidsrum, du kan brevstemme.
Årslev Bibliotek:
- Mandag kl. 13.00 – 16.00
- Tirsdag kl. 11.00 – 15.00
- Onsdag kl. 13.00 – 15.00
- Torsdag kl. 13.00-15.00
- Fredag lukket
Faaborg Bibliotek og Ringe Bibliotek:
- Mandag kl. 10.00 – 18.00
- Tirsdag kl. 10.00 – 17.00
- Onsdag kl. 12.00 – 17.00
- Torsdag kl. 10.00 – 17.00
- Fredag kl. 10.00 – 17.00 (den 14. november dog kun til kl. 16.00)
- Lørdag kl. 10.00 – 13.00
I disse tidsrum er der to uddannede medarbejdere til stede.
Tekniske hjælpemidler, LED-lampe, lup og sort pen findes på bibliotekerne.
Når du vil brevstemme i Danmark eller i udlandet
I stedet for at møde op på valgdagen den 18. november 2025, kan du vælge at brevstemme. Det kan du gøre i enhver kommune her i landet eller i udlandet, hvis du opholder dig der.
Hvis du brevstemmer, kan du ikke også stemme på valgdagen. Du må gerne brevstemme flere gange, fx hvis du ombestemmer dig undervejs – det er så den sidst afgivne brevstemme, der tæller.
Læs mere om brevstemmer på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside:
Brevstemme til kommunalvalget og regionsvalget den 18. november 2025
Hjælpemidler ved brevstemmeafgivning
På alle kommunens brevstemmesteder stilles følgende hjælpemidler til rådighed i mindst ét af stemmerummene:
- Sort filtpen/kuglepen, der gør udfyldningen tydeligere
- Lup, der kan forstørre teksten på stemmesedlen
- LED-lampe, som giver en bedre belysning
Herudover vil der være yderligere hjælpemidler på brevstemmestedet på Borgerservice i Faaborg og Ringe:
- Hæve-/sænkebord, der kan reguleres i højden og med fri benplads, så kørestolsbrugere kan stemme ved bordet
- CCTV, der kan forstørre brevstemmesedlen og giver vælgeren mulighed for at regulere størrelse og kontrast
Brevstemme i eget hjem
Vælgere, der på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke kan møde frem på afstemningsstedet på valgdagen, kan søge om at brevstemme i eget hjem, medmindre de har mulighed for at brevstemme i en af de boformer og boliger kommunen kommer ud til, efter lov om social service og boliglovgivningen.
Brevstemmeafgivning i eget hjem kan ske inden for de sidste 3 uger før valgdagen, dog senest tredjesidste hverdag før valgdagen.
Du skal ansøge om at brevstemme i eget hjem ved Borgerservice i Ringe på Lindevej 5 og i Faaborg på Mellemgade 15. Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til Borgerservice på telefon 72 53 15 60.
Du kan tidligst søge om at brevstemme i eget hjem tirsdag den 21. oktober, og ansøgning skal være indgivet senest fredag den 7. november 2025 kl. 12.00.
Du vil blive kontaktet af Borgerservice kort efter fristens udløb, hvor du vil få at vide, på hvilket tidspunkt Borgerservice kommer hjem til dig, så du kan afgive din stemme.
Afstemningen skal ske i overværelse af to tilforordnede brevstemmemodtagere.
Afstemningssteder
Afstemningsstederne er åbne i tidsrummet kl. 8.00-20.00. På Lyø og Avernakø åbner afstemningsstederne dog først kl. 9.00.
Nedenfor kan du se en oversigt over afstemningsstederne:
Allested-Vejle
Allested-Vejle Fritidscenter, Skolevej 1B, 5672 Broby
Brobyværk
Brobyværk Kro, Marsk Billesvej 15, 5672 Broby
Nørre Broby
Nørre Broby Forsamlingshus, Verningevej 11, 5672 Broby
Vester Hæsinge
Vester Hæsinge X-huset, Birkevej 15, 5672 Broby
Avernakø
Avernakø Forsamlingshus, Hovedvejen 27, 5600 Faaborg
Faaborg
Forum Faaborg, Sundvænget 8, 5600 Faaborg
Horne
Horne Forsamlingshus, Hornelandevej 33, 5600 Faaborg
Korinth
Korinth Kulturhus, Vinkelvej 6A, 5600 Faaborg
Lyø
Damgården, Lyø Bygade 26, 5601 Lyø
Svanninge
Svanninge Sognegård, Kirkegyden 3, 5642 Millinge
Vester Aaby
Bøgebjerghallen, Bøgebjergvej 11, V. Aaby, 5600 Faaborg
Espe
Espe Forsamlingshus, Lydinge Mølle Vej 8, 5750 Ringe
Hillerslev
Hillerslev Landsbycenter, Kirkegyden 1A, 5750 Ringe
Ringe
Idrætscenter Midtfyn, Søvej 34, 5750 Ringe
Søllinge
Søllinge Forsamlingshus, Sdr. Højrupvejen 104A, 5750 Ringe
Gislev
Gislev Forsamlingshus, Faaborgvej 31, 5854 Gislev
Kværndrup
Kværndrup Forsamlingshus, Svendborgvej 39, 5772 Kværndrup
Ryslinge
Ryslinge Forsamlingshus, Graabjergvej 16, 5856 Ryslinge
Nr. Lyndelse
Carl Nielsen Hallen, Lumbyvej 62, Nr. Lyndelse, 5792 Årslev
Ferritslev
Ferritslev Fritidshus, Ørbækvej 916A, 5863 Ferritslev
Årslev
Årslev Hallen, Bøgehøjvej 2, 5792 Årslev
Afstemningsstederne er bemandet af 5 valgstyrere og et antal valgtilforordnede vælgere, afhængig af afstemningsstedets størrelse. Disse er politisk udpegede. Her ud over er afstemningsstedet bemandet af 1 valgsekretær og et antal administrative, kommunale medarbejdere, afhængig af afstemningsstedets størrelse.
Det er en forudsætning i valglovgivningen, at der er mindst 5 valgstyrere på hvert afstemningssted.
Hjælpemidler på afstemningssteder
På alle kommunens afstemningssteder stilles følgende hjælpemidler til rådighed i mindst ét af stemmerummene:
- Sort filtpen/kuglepen, der gør afkrydsningen tydeligere
- Lup, der kan forstørre teksten på stemmesedlen
- LED-lampe, som giver en bedre belysning
Afstemningsstedet i Idrætscenter Midtfyn og Forum Faaborg:
- Hæve-/sænkebord, der kan reguleres i højden og med fri benplads, så kørestolsbrugere kan stemme ved bordet.
- CCTV, der kan forstørre stemmesedlen og giver vælgeren mulighed for at regulere størrelse og kontrast.
Hvis man som vælger ikke er tilknyttet afstemningsstedet i Idrætscenter Midtfyn eller Forum Faaborg, men har et handicap eller manglende førlighed, der bevirker, at man har behov for at benytte hjælpemidlerne, der stilles til rådighed på afstemningsstederne i Faaborg og Ringe, kan vælgeren ansøge om at flytte afstemningssted. Ansøgning herom skal ske til Borgerservice.
Ændring af afstemningssted
Vælgere med handicap eller nedsat førlighed kan søge om at afgive stemme på et andet afstemningssted i kommunen. Ansøgning skal sendes/indleveres til kommunen, hvor du bor. Ændringen skal være begrundet i vælgerens handicap eller nedsatte førlighed.
Ansøgningsskema fås hos:
Borgerservice i Ringe, Lindevej 5, 5750 Ringe
Borgerservice i Faaborg, Mellemgade 15, 5600 Faaborg
Tlf. 72 53 15 60
Ansøgningen skal afleveres til Borgerservice senest mandag den 10. november 2025 kl. 12.00.
Ansøgning skal indgives forud for hvert valg og kan tidligst indgives tirsdag den 21. oktober 2025.
Valgkort
Faaborg-Midtfyn Kommune sender et vælgerbrev med et personligt valgkort med posten til alle personer i kommunen, der er på valglisten til det pågældende valg.
Du kan forvente at modtage valgkortet i ugen op til valget.
Valgkortet skal afrives i perforeringen forinden fremmøde på afstemningsstedet.
Du kan se, hvor du skal stemme på dit valgkort
På dit valgkort kan du se, hvilket afstemningssted du på valgdagen skal stemme på.
På valgdagen skal du aflevere dit valgkort ved valgbordet. Du vil blive spurgt om din fødselsdato, for at højne sikkerheden om din identitet. Du bliver registreret og du får udleveret din stemmeseddel samtidig med, at du opgiver din fødselsdato til valgstyreren.
Har du ikke modtaget et valgkort, eller er der fejl i valgkortet
Hvis du ikke har modtaget dit valgkort med posten inden valget, eller hvis der er fejl på valgkortet bedes du henvende dig i Borgerservice på telefon 72 53 15 60 eller mail fmk@fmk.dk for at få fejlen rettet. Kan fejlen ikke nå at blive rettet, skal du medbringe legitimation som fx sundhedskort, når du skal stemme, så klarer vi det på afstemningsstedet.
Er valgkortet blevet væk
Hvis dit valgkort er blevet væk, kan du få udskrevet et nyt på afstemningsstedet. Du skal dokumentere, hvem du er med sundhedskort, kørekort, pas eller lignende. Du må regne med en kort ventetid.
Er du flyttet
Hvis du er flyttet kort før valget, skal du være opmærksom på, hvor du skal stemme.
Er du flyttet inden for kommunen?
Hvis du efter den 3. november 2025 er flyttet eller har anmeldt flytning indenfor Faaborg-Midtfyn Kommune, bliver du ikke optaget på valglisten under din nye bopæl. Du kan naturligvis stadig stemme; enten ved på valgdagen at møde personligt op på valgstedet for din gamle bopæl eller ved at brevstemme.
Er du flyttet til Faaborg-Midtfyn Kommune fra en anden kommune?
Hvis du efter den 11. november 2025 er flyttet til eller har anmeldt flytning til Faaborg-Midtfyn Kommune fra en anden kommune, kan du ikke blive optaget på valglisten her i Faaborg-Midtfyn Kommune. Du kan naturligvis stadig stemme; enten ved på valgdagen at møde personligt op på valgstedet i din tidligere kommune eller ved at brevstemme.
Er du flyttet til Faaborg-Midtfyn Kommune fra udlandet?
Er du efter den 11. november 2025 flyttet til eller har anmeldt flytning til Faaborg-Midtfyn Kommune fra udlandet, kan du ikke blive optaget på valglisten her i kommunen. Du kan derfor ikke afgive stemme, medmindre du er omfattet af særlige regler for udlandsdanskere.
Her kan du læse mere på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside:
Har du brevstemt, men får alligevel valgkort?
Hvis du har brevstemt, får du alligevel tilsendt valgkort. Rent praktisk kan vi nemlig ikke adskille dem, der har brevstemt, fra listen over alle stemmeberettigede, før brevafstemningen er afsluttet.
Du kan selvfølgelig kun stemme én gang, og det er den afgivne brevstemme, der tæller.
Valgbestyrelse ved kommunal- og regionsvalg
Valgbestyrelsen har det overordnede ansvar for gennemførelse af valg.
Valgbestyrelsen består af 7 medlemmer:
Valgbestyrelse |
Stedfortræder |
||
1. | Hans Stavnsager (A) - formand | 1. | Steffen Jensen (A) |
2. | Anna Mette Borring (B) | 2. | Morten Schjøtt (Ø) |
3. | Anne Møllegaard Mortensen (O) | 3. | Jack Odgaard (V) |
4. | Anstina Krogh (A) | 4. | Tanja Kromann Clausen (A) |
5. | Kristian Nielsen (V) | 5. | Lars Scheby (V) |
6. | Vibeke Schaffalitzky de Muckadell (C) | 6. | Thomas Ingemansen (løsgænger) |
7 | Mads Holdgaard (F) | 7. | Vagn Allan Hansen (F) |
Kandidatliste
Kandidatlisten til kommunalvalget den 18. november 2025 offentliggøres den 6. oktober 2025 og kan efterfølgende findes herunder.
Valgplakater
Der må opsættes valgplakater i perioden, fra den fjerde lørdag før valgdagen, til 8 dage efter valgdagen.
Valgplakater på vejareal
Reglerne herom findes i vejlovens §§ 84-85 for valgplakater på offentlige veje og privatvejslovens §§ 66a-66b for valgplakater på private fællesveje i byer og bymæssige områder.
Reglerne betyder, at det ikke kræver en forudgående tilladelse at ophænge valgplakater. Partiet eller kandidaten skal blot overholde de nedenstående regler for ophængningen. Opsætning af valgplakater på private fællesveje på landet kræver dog altid tilladelse fra vejejer.
En valgplakat i vejlovgivningens forstand er en valgagitatorisk meddelelse på en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 m2.
Valgplakaten skal være forsynet med navn, adresse, telefonnummer og e-mail på den person eller det parti, der har iværksat ophængningen.
Hvornår må valgplakater ophænges?
Valgplakater må ophænges i forbindelse med folketingsvalg, kommunal- og regionalvalg, valg til Europaparlamentet, folkeafstemninger og andre valg, der afholdes på offentligretligt grundlag.
Valgplakater må ophænges i perioden fra kl. 12.00 den fjerde lørdag inden valgdagen indtil 8 dage efter valget.
Valgplakater på offentlige veje må ophænges på vejbelysningsmaster, vejtræer, hegn, elforsyningsmaster og på indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater.
Valgplakater på private fællesveje i byer og bymæssige områder må alene ophænges på master til vejbelysningen og master til brug for elforsyningen.
Her må valgplakater ikke sættes op
Af hensyn til trafiksikkerheden, må valgplakater ikke ophænges følgende steder:
- på eller over motorveje, motortrafikveje og disses vejes rampeanlæg
- i midterrabatter, rundkørsler, midterøer og lignende på strækninger, hvor den tilladte hastighed er over 60 km/t
- i midterrabatter, rundkørsler, midterøer og lignende på strækninger, hvor hastigheden midlertidigt er nedsat til 60 km/t eller derunder
- på samme indretning som autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende vejudstyr
- på højspændingsmaster, transformerstationer, kabelskabe og lignende
- nærmere end 0,5 m fra kørebanekant eller 0,3 m fra cykelstikant målt fra nærmeste kant af valgplakaten
- lavere end 2,3 m direkte over fortov eller cykelsti målt fra nederste kant af valgplakaten
- højere en 1,5 m under laveste strømførende ledning målt fra øverste kant af valgplakaten
- på en sådan måde, at valgplakaten kan medføre skader på eller ændringer af vejtæer eller master til vejbelysning, hegn og indretninger til forsyningsvirksomhed.
Endvidere fremgår det af vejlovens § 84, stk. 3 og privatvejslovens § 66 a, stk. 4, at valgplakaterne ikke må ophænges på en sådan måde, at de dækker for den autoriserede afmærkning, forstyrrer oversigtsforholdene på vejen eller i øvrigt er til fare for trafiksikkerheden.
Nedtagning af valgplakater
Valgplakater, som er ophængt i strid med reglerne, skal nedtages inden for 24 timer, efter at vejmyndigheden har udstedt påbud om nedtagning.
Vejmyndigheden kan nedtage valgplakater, som ikke er nedtaget inden for 24 timer, efter at vejmyndigheden har meddelt påbud om nedtagning eller er ophængt uden for det tilladte tidsrum.
Vejmyndigheden kan også nedtage valgplakater, som er ophængt i strid med reglerne i vejlovens § 84, stk. 2-4, og privatvejslovens § 66 a, stk. 3-5, og som ikke indeholder de krævede kontaktoplysninger på den fysiske eller juridiske person, som har iværksat ophængningen af valgplakaten.
Valgplakater, som udgør en umiddelbar og konkret fare for trafiksikkerheden, kan nedtages straks af vejmyndigheden eller politiet. Valgplakater, der er ophængt i strid med reglerne i vejlovens § 84, stk. 4, eller privatvejslovens § 66 a, stk. 3, vil som udgangspunkt udgøre en umiddelbar og konkret fare for trafiksikkerheden.
Vejmyndigheden skal herefter tage kontakt til ophængeren om at afhente den nedtagne valgplakat. Valgplakater, der ikke er afhentet senest 6 måneder efter valgdatoen, kan herefter destrueres.
Vejmyndighedens og politiets udgifter til nedtagning, opbevaring og reparation af beskadigede master, træer mm. betales som udgangspunkt af ophængeren.
Vejmyndighedens afgørelser og dispositioner vedrørende valgplakater kan ikke påklages til højere administrativ myndighed.