Privat passer i barnets hjem

Du kan som forælder vælge at ansætte en privat passer til at passe dit barn i dit eget hjem.

Du skal ansætte og betale den private passer, og bliver herved arbejdsgiver. Det betyder, at du har alle arbejdsgiverforpligtigelser for den private passer, hvilket bl.a. indebærer: 

  • Oprettelse af CVR-nummer
  • Indbetaling af ATP-bidrag og feriepenge
  • Tegning af lovpligtig arbejdsskadeforsikring
  • Indberetning af løn til Skat

For vejledning om dine forpligtigelser som arbejdsgiver bedes du kontakte Skat.

Godkendelse 

I forbindelse med godkendelsesprocessen bliver du kontaktet af Center for Opvækst og Læring, som aftaler et møde. Hjemmet og den private passer skal godkendes for at sikre, at barnets behov kan tilgodeses.

Tilsyn

Center for Opvækst og Læring fører tilsyn med den private passer én gang om året - enten som anmeldt eller uanmeldt tilsyn. Ved tilsynet vurderer vi, om den private passer fremmer barnets læring via trygge læringsmiljøer, og om barnet gives mulighed for indflydelse og medbestemmelse.

Derudover vurderer vi, om den private passers danskkundskaber er tilstrækkelige til at udvikle barnets sproglige kompetencer. Kommunen kan tilbagekalde godkendelsen af en pasningsaftale, hvis det ved tilsynet vurderes, at den private passer ikke opfylder ovenstående krav.

Kommunen fører ikke tilsyn med det enkelte barn, så hvis dit barn har eller får vanskeligheder omkring trivsel, adfærd, sproglig udvikling eller motoriske/sansemæssige færdigheder, har du mulighed for at kontakte Center for Opvækst og Læring for råd og vejledning.

Du kan som forælder søge om dispensation for den private passers arbejde med læringsmiljøer, hvis den private pasning er en midlertidig ordning. Du har som forælder ret til dispensation i mindst 6 måneder og op til 1 år.

Tilskud 

Du kan ansøge kommunen om tilskud til den lønudgift, du har til den private passer.

Du kan modtage tilskud fra dit barn er 26 uger og indtil Forårs-SFO. 

Tilskuddet bliver indsat på din NemKonto den sidste hverdag i den måned, tilskuddet dækker.

Tilskuddets størrelse

Tilskud til at ansætte en privat passer udgør maks. 75 % af den udgift, du betaler til passer.

  • I perioden 01.01.2024 - 31.03.2024 er det maksimale tilskud 6.020 kr. pr. måned.
  • I perioden 01.04.2024 - 31.12.2024 er det maksimale tilskud 6.048 kr. pr. måned.

Tilskuddet er beregnet efter, hvad det koster at passe et barn på samme alder i en kommunal plads.

Maksimumtilskuddet nedsættes hvis:

Dit barn bliver passet mindre end 31 timer om ugen. 

Maksimumtilskuddet nedsættes når:

Dit barn fylder 2 år og 11 måneder:

  • I perioden 01.01.2024 - 31.03.2024 falder maksimumtilskuddet til 4.386 kr. pr. måned.
  • I perioden 01.04.2024 - 31.12.2024 falder maksimumtilskuddet til 4.377 kr. pr. måned.

Sådan søger du tilskud til at ansætte en privat passer

Nederst på siden kan du søge om tilskud til at ansætte en privat passer i eget hjem. Når du ansøger, skal du vedhæfte dokumentation for danskkundskaber, for den private passer. Det vil sige dokumentation for at danskprøven, svarende til minimum 9. klasse, er bestået. Derudover skal der vedhæftes en kopi af den pasningsaftale, som du har indgået med den private passer.

Pasningsaftalen skal som minimum indeholde:

  • Navn, CPR/CVR.nr. på den private passer
  • Pasningsadresse samt tlf. og mail oplysninger på den private passer
  • Navn, cpr.nr., adresse samt opstartsdato for barnet
  • Oplysninger om løn og arbejdstid
  • Opsigelsesvarsel og vilkår
  • Pasning i forhold til ferie og sygdom i din pasningsordning
  • Pasning i forhold til sygdom ved barnet
  • Aftale om tavshedspligt

Når du har ansøgt om tilskud, indhenter Center for Opvækst og Læring børne- og straffeattest for den private passer hos politiet. Bemærk at den private passer vil via sin e-Boks blive anmodet om at give samtykke til at kommunen må indhente børne- og straffeattest. Vi godkender først den private passer endeligt, når vi har modtaget børne- og straffeattest fra Politiet.

Din ansøgning om tilskud til at ansætte en privat passer i eget hjem bliver færdigbehandlet senest 2 måneder efter, vi har modtaget ansøgningen, samt børne- og straffeattest. Herefter vil du blive kontaktet af tilsynet for besøg om endelig godkendelse af dit hjem og den private passer.

Bemærk at du tidligst kan søge om tilskud til at ansætte en privat passer i eget hjem, 3 måneder før dit barn skal passes.

Søg tilskud til ansættelse af privat passer i eget hjem

Spørgsmål? Kontakt os

Pladsanvisningen

Skolevej 6
5854 Gislev

Telefon: 72 53 32 33

Skriv sikkert til os
(Borger)

Skriv sikkert til os 
(Virksomhed)

Telefontider:

Mandag: 9.00 - 11.00
Tirsdag: Lukket
Onsdag: Lukket
Torsdag: 12.00 - 14.00
Fredag: 9.00 - 11.00

Bemærk:

Pga. stor travlhed er der i øjeblikket forlængede svartider på henvendelser til Pladsanvisningen.

Husk at du altid kan komme i kontakt med os ved at sende en sikker mail.