Kvalitetsstandard for Aflastning udenfor hjemmet
Denne kvalitetsstandard tager udgangspunkt i gældende lov på området og det kommunale serviceniveau.
Serviceniveau i kvalitetsstandarden er godkendt af Sundheds- og Ældreudvalget i forbindelse med budget 2024.
Hvad er formålet med hjælpen?
Aflastning udenfor hjemmet er et ophold til personer, der i hverdagen passes af en pårørende. Har denne person i perioder behov for aflastning, tilbyder kommunen hjælp jf. serviceloven § 84, stk.1.
Formålet med aflastning er, at du, der som pårørende passer én af dine nære med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan blive aflastet, så du har mulighed for fortsat at kunne leve et aktivt liv med dine interesser og sociale kontakter.
Hvad omfatter hjælpen?
Hvis du som rask pårørende passer en person med nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne, kan du søge om at blive aflastet jf. betingelserne i serviceloven § 84, stk. 1. Yderligere betingelser ved bevilling af aflastning udenfor hjemmet jf. servicelovens § 84, stk. 1 er:
• Når en nærtstående ikke kan være alene og heller ikke kan tilkalde hjælp.
• Hvis du bor sammen med en nær pårørende og hjælper med daglig omsorg samt pleje af deres fysiske eller psykiske behov.
• Når du har brug for et ”pusterum” som rask pårørende, for at kunne støtte den nærtstående fremadrettet.
• Det skal være konkret vurderet, om andre løsninger kan gøre det muligt for din nærtstående, at opholde sig i eget hjem alene.
• Aflastningen skal ses i forhold til jeres samlede situation.
Visitationen sker på baggrund af en faglig, individuel og konkret helhedsvurdering.
Ordningen kan kombineres på flere måder og løbende, således den passer til jeres behov.
Man kan søge om fast løbende aflastning på plejehjemmet Åløkkeparken og man kan søge om aflastning i forbindelse med ferie. Der er mulighed for at søge om begge dele.
Aflastning i dagtiden er også en mulighed på Plejehjemmet Nørrevænget.
Der er ikke mulighed for frit valg på opholdssted i forbindelse med aflastningsophold.
Hvordan kan du få hjælpen?
Hvis du får behov for aflastning uden for hjemmet, kan du eller dine pårørende, efter aftale med dig, kontakte:
Myndighed, Sundhed og Ældre, Rådgivning og Visitation
Skolevej 6, 5854 Gislev
Tlf.: 72 53 60 00 (mandag til fredag kl. 9.00—12.00, undtagen onsdag
E-mail: Sundhed@fmk.dk (mailadressen må ikke anvendes til at sende personfølsomme oplysninger – sikker post sendes via Borger.dk)
Hvem hjælper dig?
Løbende aflastning hver 6. eller 3. uge på hverdage foregår pr. 2025 på Plejehjemmet Åløkkeparken.
Dagaflastning og ferieophold foregår på Plejehjemmet Nørrevænget.
Ved ferieophold tilbyder vi som udgangspunkt ophold op til 21 dage pr. år og max. 14 dage i træk.
Hvad forventer vi af borgeren, som kommer i aflastning udenfor hjemmet?
Som borger, der kommer i aflastning uden for hjemmet, forventer vi, at du:
• Har egne personlige ting: Tøj, sko, toiletsager og hjælpemidler og evt. medicin og doseringsæsker med.
• Bidrager med de aktiviteter, du selv har kræfter til.
• Undlader at ryge indendørs.
• Undlader at indtage alkohol.
Andre særlige forhold:
Der er egenbetaling i forbindelse med et aflastningsophold.
Egenbetaling inkluderer mad og drikkevarer hele døgnet og serviceydelser f.eks. vask af linned og tøj.
Du skal selv betale transport til og fra aflastningsophold.
Du kan finde oplysninger om egenbetaling på kommunens hjemmeside.
Klageadgang
Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, kan du klage til kommunen inden fire uger. Afgørelsen skal så genvurderes inden fire uger, fra klagen er modtaget. Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen. Du kan kontakte din sagsbehandler i Myndighed, Sundhed og Ældre eller borgerrådgiveren, hvis du ønsker at klage.
Lovgrundlag
Servicelovens § 84, stk. 1.
Information
Denne kvalitetsstandard og Faaborg-Midtfyn Kommunes øvrige kvalitetsstandarder kan ses på kommunes hjemmeside www.fmk.dk.
Vil du vide mere om at søge hjælp, pleje og støtte, er du velkommen til at kontakte
Myndighed, Sundhed og Ældre
Rådgivning og Visitation
Skolevej 6
5854 Gislev
Tlf.: 7253 6000 (mandag til fredag kl. 9.00—12.00, undtagen onsdag
E-mail: Sundhed@fmk.dk (mailadressen må ikke anvendes til at sende personfølsomme oplysninger – sikker post sendes via Borger.dk)