Økonomisk støtte til frivillige sociale fælleskaber

Administrationsgrundlag fra januar 2023 beskriver proceduren for tildeling af puljemidler under servicelovens §18 og §79 – de frivillig-sociale puljer.

Læs her om hvordan, hvornår og til hvad du kan søge støtte i puljerne: Den Sociale Pulje, Samskabelsespuljen og Ældrepuljen.

Luk alle
Åben alle

Frivilligt socialt arbejde

Frivilligt arbejde er en individuel ulønnet indsats, som ydes i foreninger og organisationer uden forbindelse med det at hjælpe familiemedlemmer, naboer o.l.

I Faaborg-Midtfyn Kommune betegnes frivillig socialt arbejde som de aktiviteter, frivillige aktører driver inden for det sociale, mellemfolkelige, humanitære eller sundhedsmæssige område. En frivillig social indsats er handlinger, der sigter mod at give borgere en øget velfærd.

Baggrund/ Formål

Formålet med §18- & §79-midlerne er at støtte aktiviteter med frivillige i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Serviceloven §18
Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal årligt afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde.
Stk. 3. Rammerne for samarbejdet fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse.

Serviceloven §79
Kommunalbestyrelsen kan iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer for, hvilke persongrupper der kan benytte tilbuddene.
Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om betaling for tilbud efter stk. 1, herunder om beregningsgrundlaget for betalingen.

Puljer til det frivillige sociale arbejde

Faaborg-Midtfyn Kommune har tre puljer.

Den Sociale Pulje (§18) 

Formålet er at understøtte frivillige sociale aktiviteter, der skaber trivsel og sunde rammer for socialt udsatte grupper i alle aldersgrupper med særligt behov for hjælp og støtte .

Samskabelsespuljen (§18)

Formålet er at understøtte NYE frivillige sociale aktiviteter, der inddrager bredt med henblik på at skabe trivsel og sunde rammer for socialt udsatte grupper i alle aldersgrupper med særligt behov for hjælp og støtte.

Ældrepuljen (§79)

Via åbne arrangementer at forebygge ensomhed hos ældre og herved styrke trivsel og sundhed, især blandt
enlige og udsatte ældre, herunder:

  • Forebygge at eventuelle problemer for den enkelte borger forværres
  • Styrke borgerens overblik og indsigt i egen situation, for derved at øge handlekompetencer
  • Forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem social kontakt, tilbud om samvær og aktivitet

Med puljerne ønsker Faaborg–Midtfyn Kommune at skabe gode rammer og vilkår for det frivillige arbejde
og sikre et godt samspil mellem de frivillige aktiviteter og de kommunale tilbud.

Tildeling- og vurderingskriterier for ansøgninger

Der foretages ved hver ansøgning en objektiv vurdering af, i hvilken grad foreningens/organisationens aktiviteter lever op til tildelingskriterierne, dvs. de formål og målgrupper, som beskrives i det følgende og de målsætninger, som er beskrevet i Faaborg-Midtfyn Kommunes Civilsamfundspolitik , Frivillig- Social Strategi (fmk.dk) samt Faaborg-Midtfyn Kommunens Udviklingsstrategi (fmk.dk)

Ved støtte fra de tre puljer er det en forudsætning, at:

• Målgruppen er bosiddende i Faaborg-Midtfyn Kommune.
• Aktiviteten i overvejende grad udføres af frivillige.

Den Sociale Pulje (§18)
Formål: At understøtte frivillige sociale aktiviteter, der skaber trivsel og sunde rammer for socialt udsatte grupper i alle aldersgrupper med særligt behov for hjælp og støtte.
• Puljen kan søges af foreninger, organisationer og borgere, der arbejder på at fremme livskvaliteten og sundheden for udsatte medborgere i alle aldersgrupper.
• Puljen støtter aktiviteter med fokus på hjælp og forebyggelse. Der kan ansøges til op til tre år ad gangen.

Samskabelsespuljen (§18)
Formål: At understøtte nye frivillige sociale aktiviteter for socialt udsatte grupper i alle aldersgrupper med særligt behov for hjælp og støtte med henblik på at skabe trivsel og sunde rammer.

Samskabelsespuljen kan søges løbende. Der kan ansøges op til tre år ad gangen. Der lægges vægt på, at aktiviteter er nyskabende, samt at kommunen indgår som aktør i indsatsen. Det kan f.eks. være i forbindelse med idéudvikling, som samarbejdspartner eller på anden vis.

For både Den Sociale Pulje og Samskabelsespuljen vil der blive prioriteret ansøgninger med:
• Aktiviteter, der foregår i samarbejde mellem flere foreninger, lokale fora eller kommunale indsatser.
• Aktiviteter, der er netværksskabende og inddrager borgerne direkte i aktiviteten.
• Aktiviteter, der har et socialt og/eller et sundhedsmæssigt sigte.
• Aktiviteter, der yder en særlig indsats over for udsatte børn og unge
• Aktiviteter, der aktivt arbejde med at inkludere nye borgere.

Ældrepuljen (§79)
Formål: Via åbne arrangementer at forebygge ensomhed hos ældre og herved styrke deres trivsel og sundhed, herunder:
• Forebygge at eventuelle problemer for den enkelte borger forværres.
• Styrke borgerens overblik og indsigt i egen situation, for derved at øge handlekompetencer.
• Forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem social kontakt, tilbud om samvær og aktivitet.

Der kan ansøges op til tre år ad gangen. Ved støtte fra puljen er det en forudsætning, at:
• Aktiviteten er i fokus (aktiviteterne kan fx være klubvirksomhed, foredrag, sang, dans, studiekreds, håndarbejde/håndværk, fester, udflugter m.m.
• Aktiviteten er åben for alle og målrettet ældre borgere med særlig fokus på enlige eller ensomme ældre.

For Ældrepuljen vil der blive prioriteret ansøgninger med:
• Aktiviteter, der er tilgængelige for hele den afgrænsede målgruppe.
• Aktiviteter, der har et socialt, aktiverende og forebyggende støtte.
• Aktiviteter, der er netværksskabende og inddrager borgerne direkte i aktiviteten.
• Aktiviteter, der aktivt arbejder med at inkludere nye borgere i aktiviteterne.
• Aktiviteter, der er målrettet borgere, der modtager pensioner og/eller efterløn.

 

Afslag

Kriterier, der indgår i vurdering og eventuelt afslag om tilskud (gælder for alle tre puljer):
• Aktiviteter, der på anden vis modtager støtte fra Faaborg-Midtfyn Kommune.
• Aktiviteter, hvor aktiviteten ikke er åben for alle i målgruppen.
• Aflønning af medarbejdere.
• Aktiviteter, der ikke primært henvender sig til borgere bosiddende i kommunen.
• Aktiviteter, der kan have et kommercielt sigte.
• Aktiviteter, der er gennemført før ansøgningsfristen.
• Foreninger, der skønnes at kunne gennemføre aktiviteten uden tilskud.

Når ansøgningsbeløb overstiger de samlede puljemidler

Da der ofte modtages ansøgninger med beløb, der samlet overstiger det årlige budget til støtte, vurderes hver ansøgning samlet med henblik på hel eller delvis støtte eller afslag.

Det vil desuden indgå i vurderingen, om det økonomiske tilskud fra Faaborg-Midtfyn Kommune er en nødvendig forudsætning for driften af foreningen eller realiseringen af projektet.

Hvis der tilgår ansøgninger, svarende til en værdi ud over puljernes størrelse, anvendes følgende kriterier i nævnte rækkefølge, for at reducere de enkelte ansøgninger, så puljens samlede værdi overholdes:

1. Det prioriteres at flest mulige tildeles midler.

2. Prioriteringen vil lægge vægt på, om foreningen har egen formue, som vil kunne anvendes til det søgte formål.

3. Der skabes ensretning på tværs af ansøgninger, så ansøgninger til samme formål tildeles samme beløb pr. deltager. Den enkelte forening har således ikke krav på at få støtte fra puljerne, selvom den har været støttet igennem en årrække, idet støtten altid vil bero på en konkret individuel vurdering fra år til år.

4. Prioriteringen vil lægge vægt på at ansøgninger fra flere lokalafdelinger af samme hovedorganisation reduceres, så ansøgningen reduceres med det formål, at puljens samlede værdi overholdes.

5. Der forventes en vis grad af egenbetaling fra borgerne til arrangementer.

Hvis ovenstående ikke er tilstrækkeligt til, at puljernes samlede størrelse slår til, vil de godkendte ansøgninger blive reduceret forholdsmæssigt med en procentsats, så tildelingernes samlede sum svarer til puljernes størrelse.

Eventuelt uansøgte midler i de tre puljer overføres som standard til puljerne det efterfølgende år.

Ansøgningsfrister

Den Sociale Pulje (§18) samt Ældrepuljen (§79) har ansøgningsfrist:

• 1. november, hvor midlerne for det kommende år fordeles

Samskabelsespuljen (§18):
• Har løbende ansøgningsfrist.

Der ansøges digitalt. Her kan du læse mere og finde ansøgningsskema:
Frivilligt Socialt arbejde

Tilsagn

Senest 4 uger efter ansøgningsfristen sendes et afgørelsesbrev, der beskriver begrundelse for bevilling eller afslag til ansøgere.

Afrapportering

I forbindelse med hvert års regnskabsafslutning, skal der senest den 1. april året efter de bevilgende midler er tildelt:

• Indsendes en kort evaluering, der beskriver effekten af den indsats, der blev bevilliget midler til (Foreningen eller organisationen skal indvillige i evt. at afrapportere med fysisk tilstedeværelse overfor f.eks. Socialudvalget, Sundheds- og Ældreudvalget, Ældrerådet, Handicaprådet og lign.).
• Afleveres regnskab, der dokumenterer, at pengene er brugt til det ansøgte formål.
• For beløb under 10.000 kroner skal der sendes en tro og love-erklæring sammen med dokumentationen.
• For beløb over 10.000 kroner og under 200.000 kroner kan der stilles krav om revisorpåtegnet regnskab.

Det vil fremgå af tilskudsbrevet, om der stilles krav om revision.
• For beløb over 200.000 kroner skal regnskabet være påtegnet af en autoriseret revisor.

Dokumentation for de afholdte udgifter skal fremlægges efter anmodning.

Eventuelt overskydende midler tilbagebetales sammen med fremsendelse af regnskabet. (Beløb under 500 kroner betragtes som under bagatelgrænse og skal ikke tilbagebetales).

Støttemodtager skal opbevare dokumentation og regnskabsmateriale i tre år.

Administrativ behandling

Ansøgningerne behandles i et administrativt fordelingsudvalg med beslutningskompetence.

Følgende områder er repræsenteret i udvalget:
• Socialområdet (én administrativ formand)
• Sundhed og Ældre (ét medlem)
• Socialområdet (ét medlem)
• By, Land og Kultur (ét medlem)
• Arbejdsmarked (ét medlem)
• Politik og Strategi (ét medlem)

Derudover deltager en repræsentant fra Frivilligcenter og Selvhjælp Faaborg-Midtfyn med stemmeret samt kommunens Frivilligkonsulent uden stemmeret.

Fordelingen af puljemidler sendes årligt til orientering i det politiske niveau, hos Ældrerådet og Handicaprådet samt offentliggøres på kommunens hjemmeside.

Klagevejledning

Hvis ansøger er uenig i afgørelsen, er der mulighed for at klage via frivillig-social@fmk.dk inden 4 uger efter afgørelsen er modtaget.

Når kommunen har modtaget klagen vurderes, om der er grundlag for at give borgeren helt eller delvist medhold. Afgørelser herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. servicelovens §§ 18 og 79.

Hjælp til ansøgninger

Frivilligcenter og Selvhjælp Faaborg-Midtfyn tilbyder råd og vejledning til udformning af ansøgninger for de tre puljer.

Kontakt Frivilligcenter og Selvhjælp Faaborg-Midtfyn via info@frivilligmidtfyn.dk eller telefon 40 49 59 22