Kvalitets­standard Nødkald i hjemmet

I kvalitetsstandarden kan du få information om, hvilken hjælp du kan forvente, når du henvender dig omkring nødkald.

Kvalitetsstandarden tager udgangspunkt i det kommunale serviceniveau fastsat af kommunalbestyrelsen og gældende lov på området. Kvalitetsstandarden er godkendt af kommunalbestyrelsen den 19. januar 2022. 

Luk alle
Åben alle

Hvad er formålet med at få et nødkald?

Formålet med nødkald er, at du kan være i dit hjem med mulighed for at tilkalde hjælp.
Hvis du har behov for at kunne tilkalde hjælp hurtigt, og du ikke har mulighed for at tilkalde hjælp på anden måde fx ved at ringe, kan et nødkald være en mulighed.
Formålet er at yde hjælp til dig der har et vedvarende behov for ikke planlagt uopsættelig hjælp, hvor der ikke er mulighed for at tilkalde hjælp på anden vis.

Hvad omfatter hjælpen?

Nødkald er et teknologisk hjælpemiddel, som du enten har om armen eller bærer som en halskæde. Ved et enkelt tryk på nødkaldet kaldes vagtcentralen op. Vagtcentralen omstiller kaldet til en medarbejder i hjemme- eller sygeplejen. Nødkaldet virker kun, hvis du er inde i huset eller tæt ved dit telefonnet.

Et nødkald udlånes som hjælpemiddel. Det betyder, at du har nødkaldet til låns, så længe du er i målgruppen - se afsnittet ”Kan du få et nødkald?”.
Kommunen installerer nødkald og betaler for den faste afgift.

Kan du få et nødkald?

For at vi kan vurdere dit behov for et nødkald, indhenter vi som oftest oplysninger hos din læge eller fra sygehuset. Vi foretager altid en individuel samlet vurdering, men vi vil bl.a. se på om:

  • Du har udtalt risiko for at falde, og årsagen hertil kan ikke ændres - det kan f.eks. være som følge af visse sygdomme.
  • Du har en kronisk sygdom, der kræver akut sygeplejerske/lægebesøg (f.eks. hjertesygdom, lungelidelse eller terminalpatient).
  • Du kan anvende et nødkald.
  • Du ikke er i stand til at anvende nogen form for telefon eller mobiltelefon.

Nødkaldet skal leveres tilbage hvis:

  • Du gentagne gange benytter dit nødkald uden at være i nød, og dermed bruger nødkaldet til situationer, det ikke er beregnet til. Vi vurderer her, hvad der i stedet kan afhjælpe dine behov.
  • Du efter træning selv kan benytte egen speciel mobiltelefon med akutknap.

Her kan du få hjælp til at ansøge om et nødkald

Hvis du ønsker at ansøge om et nødkald, kan du ansøge via hjemmesiden www.borger.dk. Vi er også klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål, eller hvis du har behov for hjælp til at ansøge. Du kan ringe til os på tlf. 72 53 60 00 (Rådgivning og Visitation).

Hvem kommer, hvis du trykker på nødkaldet?

Det er en sundhedsfaglig medarbejder fra hjemmeplejen eller sygeplejen, der kommer, hvis du har et akut behov.

Hvad forventer vi af dig?

• At du bruger nødkaldet i de akutte situationer, som er aftalt med os
• At du bruger nødkaldet til de formål, som du har aftalt med dine hjemmehjælpere
• At du selv betaler almindelig telefontakst for opkald via nødkaldet

Kvalitetsmål

• At borgeren i nødsituationer i eget hjem har mulighed for at få hjælp hele døgnet
• At der i akutte situationer kan bevilliges og opsættes nødkald indenfor 1 uge.

Udlån af nødkald, som ikke bevilliges som hjælpemiddel

Nødkald kan i særlige situationer udlånes til dig, selv om du ikke er i målgruppen til at få nødkaldet bevilliget som hjælpemiddel.

Det kan fx være tilfældet, hvis du har behov for hjælp, som ikke kan planlægges, og hvor du ikke kan tilkalde hjælp på anden vis. Hjemmeplejen kan udlåne nødkald i situationer, hvor det skaber tryghed og samtidig er en hjælp i tilrettelæggelsen af arbejdet. For eksempel:

  • Hvis du aften og nat foretrækker ikke at få faste besøg, men foretrækker selv at bede om hjælpen efter behov.
  • Nødkald kan udlånes som tryghedsskabende indsats i en afgrænset periode, hvis du og dine pårørende har behov for at vide, at hjælpen er indenfor rækkevidde.


Udlånet ophører, hvis dit behov ændrer sig.

I hverdagen kan du tale med den medarbejder, som kommer hos dig, om et nødkald er en god løsning for dig. Har du privat leverandør, beder vi dig henvende dig direkte til dem.

Klageadgang

Myndighed Sundhed og Ældre træffer en samlet afgørelse. Hvis kriterierne for bevilling ikke er opfyldt, får du afslag efter servicelovens §112.

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, kan du klage til Myndighed Sundhed og Ældre inden fire uger. Afgørelsen skal så genvurderes inden fire uger, fra klagen er modtaget. Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen. Du kan kontakte din sagsbehandler i Myndighed Sundhed og Ældre eller borgerrådgiveren, hvis du ønsker at klage.

Lovgrundlag

Nødkald bevilliges i Sundhed og Ældre som et hjælpemiddel efter servicelovens §112.